Instagramadmin2019-11-15T15:56:58+00:00

Se mit Instagram feed her:

mathiasen_simon

Jeg har altid skrevet om børn, og det har jeg gjo

Jeg har altid skrevet om børn, og det har jeg gjort på mange måder. Jeg har kun mine ord, og dem vil jeg gerne dele.
〰️
Børn har fået en ny fjende.
〰️
Det er ikke til at bære.
〰️
Og man skal huske nuancerne.. Der er jo flere sider af sagen og det kan jeg ikke. Nej, jeg kan ikke. Jeg vil forsøge at formulere min uforbeholdne mening, og det bliver i et ret direkte skriftsprog. Og alt herefter er blot udtryk for min absolutte og fundamentale følelse af afmagt - i tekstform.
〰️
Min tankestrøm griber om et billede af en mor og en far sammen med deres lille barn. Barnet kigger direkte ind i linsen. En opslået bog ligger foran barnet, mor var igang med at læse, som barnet måske var vant til - under normale omstændigheder, under de omstændigheder, hvor børn kan være trygge, som de var ment til. Nu sidder de der. I en metro, mens usikkerhedens trommer banker over dem og dommedagstrompeter hyler sine sange om ufred, hvad skal der blive af dem? Et andet barn er i færd med at krydse en grænse på løbende ben med en far og en mor; efter hjerteskærende afsked må far vende tilbage igen for at forsvare, hvad ellers?
〰️
Børn, der trøstes. Og jeg græder hele tiden. For dem.
♾
Du er jo sindssyg? Du er en gris, der søger efter trøfler, men du vil ikke finde andet end lort i ruinerne af dine despotiske handlinger, DIT KÆMPE FJOLS. Og det slår ikke til, vel? Du kendes velsagtens som en psykopat, og så er vi enige om det.. Men psykopat, demagog, voldstyran, bimlende skingrende forrykt. Det slår ikke til. Ved du, hvad du er? Du er et møgbeskidt hundehoved. 〰️ Børn, der skriger.
〰️
Og fuck, hvor jeg hader dig. For alt, hvad du er; for alt, hvad du gør; for alt, hvad du prøver på. Og så ser jeg det så tydeligt. Nu er jeg helt overbevist; at hvis der eksisterer et helvede. Så er det fyldt med mennesker - som dig. Hvor vover du? 〰️ Børn, der savner.
〰️
⬇️

Og det var som et mareridt man gerne ville vågne

Og det var som et mareridt man gerne ville vågne fra, men man kunne ikke.
〰️
Trykken for brystet; nu fuldkomment; åndenød absolut manifesteret.
〰️
Du kan skrige, lige så lidt som du kan vågne.
〰️
Og det var som om, at dén sad på dit bryst og red livsånden ud af dig, for på den måde at fuldføre sin mission; at molestere din gnist; et helt eksistensgrundlag. ♾ Vi forsvarer vores rede; det er nu engang vores ældste og stærkeste instinkt.
〰️
Og som menneske kan man opleve, at tænkt livsførelse afkræver et helt forsvar af de værdigrundlag, der ligger til grund for på sigt at holde det og dem man elsker allermest tæt på sig. Og så endte livet måske med, i et tilbageblik, at være overgået til én lang retssag overfor en legion af anklagemyndigheder; vi endte med at forsvare hvert eneste værdigrundlag, vi gennem vort liv udlevede - i konkrete handlinger, fordi andre i tidskapløbet ikke var kommet til samme konklusion.
〰️
Og hvad med kapitalen, hvordan skal det hænge sammen med din utopiske idé om at holde hende hjemme?! Og så klapper vi i hænderne for det gode argument! Men forestil dig lige at studere klapsalver ved kun at studere den venstre hånd?
〰️
Og hvis jeg står i solen og du i regnen, er det så splittende at udpege forskellen? Det mener jeg ikke, det er. Jeg mener til gengæld, at det er fundamentalt splittende at fortælle én, der står i regnen, at det ikke regner.
〰️
Og sådan kan man ‘holde hus’: ved at placere de der børn - i periferien; en konsolidering og sikring af en absolut adskillelse, til glæde for et helt samfund, forstås, og regner det nu?
〰️
Børn har intet forsvar mod dette ensidet fokus; det var de aldrig ment til. De indgik en livskontrakt ved eksistensens mellemkomst; en forventning om at blive mødt på deres forventninger og tilbøjeligheder i en omverden, der kunne overkomme dén simple bedrift det er at tilføre velværets erfaring.
〰️
Det er dét, der får det til at klemme om brystet.
〰️
Og dét ender i krig, men man kan ikke vinde en krig mere end man kan vinde et jordskælv.
〰️
Derfor skælver vi, når vi endelig vågner. Fra et mareridt.
〰️ Hvis vi altså gør det. 〰️ Vågner.

Det siges, at omsorgen ikke kender nogle grænser,

Det siges, at omsorgen ikke kender nogle grænser, men det skulle jeg hilse og sige, at tilstrækkeligheden gør.
〰️
I dag oplevede jeg min utilstrækkelighed ved en pseudoaktivitet; opbyggelsen af en Brio-bane med en art selvkørende (!) godstogsentourage af bl.a. nyindkøbte prinsessevogne med prinsesser, og da dén vogn susede forbi, der forsøgte du at gribe om prinsessen, men hele Banedanmark røg med og det var som om, at det var en film, hvor en kæmpe (kæææmpe) trold greb om Hogwarts-ekspressen for at konsumere dens indhold, for dér skal prinsessen hen - ind i munden, hvad ellers?
〰️
Og om mødet med utilstrækkeligheden kan der siges meget, ikke fordi jeg ikke er velbevandret udi, hvordan man sætter sporene sammen med sporskiftespor og prinsesseslort, jeg mener prinsesseslot, og stopbaner og buer og vinkler, men helt ærligt, så var det altså absolut intetsigende for os begge, men mest for dig velsagtens og var det derfor, du tog kvælertag om den samlede konstruktion for på en måde at sige: “nej, nu må det kraftedeme stoppe!” - og måske er du ikke gammel nok, men jeg ved..
〰️
Sandheden er den, at du hellere ville placeres midt i livets strøm..
〰️
I stedet for utilstrækkelighedens manifestering i en Brio-bane, så ville du langt hellere bevæges og være med i det der liv, som udspiller sig i et hus, der kræver handling for at blive til et hjem. Og jeg kan gemme mig, og du griner helt nede fra det dybeste hjerterum af glæde, mens vi ordner dit, dyt og dat.
〰️
Jeg vil være så meget for dig, min elskede lille pige. Og hvem kan spille rollen godt nok, hvis rollen er døv, dum og blind af kærlighed?
〰️ Det kan den, der tager rollen.. 〰️ For vedkommende giver sit hjerte. Og taber.
〰️
Dét.
I et andet.
〰️
Så lad lad mig dog tabe dén forventning et helt pseudoaktivitetskartel kan have til mig, så længe jeg vinder den forventning, du har til mig og det liv, jeg placerede dig i.
〰️
Ak! Vinterferien er snart forbi.. Og lige om lidt vil jeg kun være en lille del af det liv, jeg placerede dig i.
〰️
Gid du kunne gribe i mit tog, for det kører altså videre, fordi.. Jeg skal underholde en anden pseudoaktivitetsindustri.

Og når jeg kører afsted om morgenen, så græder

Og når jeg kører afsted om morgenen, så græder jeg nogle gange, og befordringsmidlet bliver tungere for hver eneste mil; længere og længere væk fra dig.
〰️
Du er det tyngdepunkt, der trods din egen mikroskopiske tilstedeværelse, formår at tiltrække det meste, men ikke din far.
〰️
I dag fik dén erfaring, du har kendt til i lang tid, en stemme: ”arbei”, og det gør jeg så fra mandag til fredag, og jeg ser dig 30 minutter om morgenen og 1 time om aftenen, men held og fryd for weekenderne! Siges der – i flæng. Jeg hader dem; de er nemlig også nedtællingen til det uundgåelige adskillelseskontinuum, vi sammen er blevet en del af – hver for sig.
〰️
Vores barn kom til verden med en besked til sine forældre; en meddelelse om, at livet ikke havde givet op. Den besked forstod vi, og det var som om, at du gjorde vores liv vigtigt; at vi endelig stod med den – meningen. Sådan bar vi dig, som om, at du var meningen. Du var nok. Du er meningen. Du er nok.
〰️
Det er jeg ikke. Det er svært at være dét, når jeg ikke er der. Du er min spejlsal, i hvilken min knibe springer ud af, når dine øjne lander i mine; en samvittighed, der er tungere end den klippe jeg forsøger at være og bære.
〰️
Og hver eneste dag i dit liv gør jeg indskud i din hukommelsesbank, det ved jeg. Jeg ved også, at grunden til, at du med din ekstatiske velkommenhjem-far(!) med armene i vejret som om du ventede på at loftet skulle falde ned-agtig, kommer mig i møde med det største smil og glæde skyldes, at du har savnet og savner mig.
〰️
Og tårerne triller nu. I skrivende stund. Nu. Er jeg hjemme, men du sover. Og timerne vi havde sammen var nok engang - få. 〰️ Og hvis jeg savner dig en my mere, end jeg gør nu, så vil mit hjerte hoppe ud af kroppen for at finde dig. Du er overalt, undtagen her, og det gør ondt.
〰️
Jeg savner dig. Hele tiden.
〰️
Så undrer du dig over små hårde ting i skoen, på vejen, alle steder? Så ved du, at der har været en klippe forbi; de græder nemlig..
〰️
Tårer.. Af sten.

Nogle gange og af uransagelige grunde smadres bør

Nogle gange og af uransagelige grunde smadres børn i tusind stykker, men frygt ikke, vi klinker skår; for selv metalbøjler og lim kan genoprette en fordums glorværdig stand; så leger vi, at det aldrig var sket, og metalbøjler og lim er tid, den tid, der heler alle sår!
〰️
Men det er ikke sandt, når vi fortæller børn og hverandre, at tid heler alle sår; smerten forbliver. I tiden, i sindet, beskytter fornuften, skjuler smerten med arvæv og smertens byrde lettes, men den forsvinder – aldrig. 〰️ Børn bliver kaldt møgunger, og de heles heller ikke, og hvorfor spilder du så meget tid på børn i det hele taget?! “For mennesker, der vover at spilde bare én time har ikke opdaget værdien af livet”, men ved du så ikke, at det er tiden, du spilder på en rose, der gør rosen vigtig? 〰️ Og spild ikke tiden med ægte forklaringer, for mennesker hører kun det, de vil høre og bien spilder heller ikke hele sit liv på at forklare fluen, hvorfor honning er bedre end lort.
〰️
Og det siges hele tiden, at man skal styre tiden! Det skal man ikke.
〰️
Man skal styre energien.
〰️
Og så skal man kanalisere den i retning mod det, der giver mening. 〰️ F.eks. omsorg.
〰️
Det lille menneske, der giver dets hjerte toner af smerte; en sang om at blive holdt om og holdt af. Et menneske vil lægge det unge liv øde, mens et andet vil høre dets sang. Det bør aldrig blive barnets ansvar om det møder det første, eller det andet menneske. Dén tilfældighed bør ganske enkelt ikke tilkomme et barn.

Og når vi så endelig hopper ombord på CoroNoas

Og når vi så endelig hopper ombord på CoroNoas Ark og spørger, hvad vi skal have med videre fra krisen, ja så er det i hvert fald ikke et anløbende børnesyn, hvor voksne lader børn tage ansvar for århundredets turbulens.
〰️
Når de sammenbidte læber former den begyndende m-lyd, der endelig udløser ‘møgunge(!)’, i dén udånding, der samtidig danner rammen om et helt særligt narrativ, så husk lige på, at det er en myte. 〰️ Møgunger findes ikke.. 〰️ Til gengæld findes der letpåvirkelige, sensitive og tryghedssøgende børn, der kæmper med følelser og impulser, som gør det bedste de kan for at kommunikere deres ømhed og behov, på den eneste måde, de kender.
〰️
Den trygge tilknytning er de næste trins forudsætning, og et barn, der skubber dig væk, er et barn, der har brug for en tryg tilknytning, mere end noget andet. Derfor vil kæft, trit og retning aldrig virke; man kan slet ikke lære at barn at opføre sig bedre, ved at få dem til at føle værre.
〰️
Og bag hver eneste opførsel findes en følelse, og bag hver eneste følelse findes et behov, og hvis vi møder behovet fremfor at fokusere på opførslen, så manifesterer vi evnen til at behandle årsagen, ikke symptomet.
〰️
Og selv en aggressiv adfærd kan oversættes til følelser, der vises.
〰️
2 års turbulens, hvem kan det i øvrigt undre?
〰️ Skal vi ikke, ombord på Arken, give fuglen vinger og lade den flyve ud for at finde frø, solståler og tegn på liv og se den komme tilbage med en fortælling; den om øer af intensitet i et hav af rutine - i skikkelsen af et lille menneskebarn.
〰️
Og apropos solstråler, så findes der også surstråler og surstråler dem kan man kende fra hverandre; de vogter nemlig det narrativ, hvor også ‘møgunger’ kastes i grams.

Skoleparathed fordrer en række uudtalte personlig

Skoleparathed fordrer en række uudtalte personlighedsændringsdoktriner (de fem store), shhhh og afvent lige anvisning, mens vi manifesterer internaliseringen af den forfærdelige idé, at læring er en passiv proces, der fordrer lydighed oversat til adlydelse; igangsæt: ‘sæt igang’ og se fugl, nej det var nysgerrighed vingeskudt! for; vilje til anstrengelse og ret mig i retning mod tilsigtet læring, der mestendels fordres at kunne måles - før dét og barnets evner har værdi udi komparative adfærds- og fagfaglige vurderinger efter illusionen om den ‘gennemsnitlige elev’, under udholdenhed i tilbud om faste pensa, forudsigelse svar og målbare data, i en sekventiel tvangsfordybelse I SKAL langt fra KAN og helst ved mellemkomsten af én lærer til én time i ét fag i ét lokale uden udluftning inklusiv manifesteringen af faste afbrydelser disharmonisk klædt i klokker og horn-hæmmende støj for øre- og tankegangen tæt på overgangen til frikvarteret som øer af intensitet i et hav af rutine.
〰️
Der findes ikke en mere ondsindet måde at kastrere det smukkeste potentiale; den unikke egenartethed i en verden, der skriger på at ville underlægges nysgerrigheden.
〰️
Men sådan forholder det sig selvfølgelig kun, hvis barnet er | tilfældig uheldig |
〰️
I stedet for at overveje, hvorvidt børn er skoleparate, bør man i højere grad overveje om skolen i det hele taget er børneparat.
〰️
I den kontekst bør det ikke undre nogen, at der findes en række alternativer og opbyggelige idéer til den periode, som skolen hidtil har påstået, måske ufrivilligt, at skulle være tæt på det eneste sande kapringspunkt for barnets udviklingsmæssige livsindhold.
〰️
Men det er den ikke, og slet ikke hvis vi abonnerer på et system, hvor børn er tilfældigt heldige.
〰️
Den indsigt har vi kollektivt til gode.

Det eneste middel, der kræves for at ændre syste

Det eneste middel, der kræves for at ændre systemisk er en forestillingsevne og vilje til at bryde igennem patologiske tendenser og absurde fortællinger, der ganske enkelt ikke er menneskebarnets potentiale værdigt; “jamen sådan holder vi altså skole”, ja og det skal vi stoppe med, idiot.
〰️
Jeg påkalder METANOIA pr. omgående.
〰️ Dét betyder VEND OM, og med dét mener jeg, at når første menneske hører andet menneske dække sig bag idéen om det ‘gennemsnitlige barn’, så skal første menneske vende om, og i dén bevægelse give en kærlig besked med på vejen i retning af: ”fuck af” (eller noget andet moderne).
〰️
Og kunne man være mere ORDENTLIG; veje tungebundet i retning mod dydig sprogførelse, JA, men nu har vi kørt det her system-mongoloide eksperiment i mere end 20 årtier, og undskyld mig, men nogle gange er det som om, at de 20 årtier sætter sig som 200 års søvnmangel i mangel på fucking MENING med et helt institutions-, skole- og uddannelsessystem; øjne, der er tungere end Sagittarius A*; et gigantisk sort hul, der udgør Mælkevejens centrum.
〰️
Et systems råddenskab kommer bl.a. til u d t r y k, når det udfordres af begrebet: frihed; når status quo endelig kan forandres, så vil det stå meget klart, hvilken side man står på - på transformationens sti; toksiske stride narrativsstrømme vil flyde over og skabe tsunamier, der får fortællingen om Noas Ark til at være VAND ved siden af.
〰️
Bevægelse er altafgørende, hvis bare vi kunne bevæge os!
〰️
En regel, der er lige så sikker som tyngdekraften: I en forandringsproces er det FØRSTE trin de følgendes forudsætning; af samme grund bør man BETRÆDE første trin, og det er at MOBILISERE stemmebåndene og synge barnets sang; i modsætning til at underholde og abonnere på en tavshedskultur, der er så gennemført latterlig og åndsbollet på flere planer end der er sandkorn på klippeplaneten Jorden. 〰️ Så stå dog der i hjørnet og underhold PLEJER, mens vi stille og roligt kvæler de narrativer og mentaliteter, der er ‘plejers’ forudsætning, og finder du en spire her, der og alle vegne, så have os undskyldt; det var bare frø, der blev tabt
〰️
på vejen.

🎼 5 små aber sad på en gren 🎼 | ELLER | i

🎼 5 små aber sad på en gren 🎼 | ELLER | i et bur;
〰️
Eksperimentet består af 4 komponenter: 5 x abe, 1 x bur, 1 x stige, 1 x banan.
〰️
På stigens top finder man, hvis øjne kan se, den lækre, søde og uimodståelige banan.
〰️
Nå ja.. Hver gang en abe kravler op ad stigen, åbnes burets sluser, og de andre aber modtager - samtlige - et koldt gys (her vand 💦).
〰️
PRÆMIS: Abe kan ikke li’ at blive overskyllet med vand.
〰️
Efter noget tid; når en abe kravlede op ad stigen skete der det forunderlige; de andre aber tævede den, se! De var altså ikke vilde med det pludselige vandskyl ifbm. nærværende abes bananbestræbelser.
〰️
Efter endnu længere tid; aberne vovede end ikke at betræde stigens første trin af hensyn til lagene af tæsk, der ville påføres dem - efter en sådan handling. Dette desuagtet den fristelse, der var forbundet med bananen på stigens top.
〰️
Men så fjerner vi bare én abe ad gangen; og så tilføjer vi en ny i dens sted.
Hvad gør ny abe?
〰️
Ny abe kravler straks, som afhang hele dens eksistensgrundlag heraf, opad stigen;
retning - op,
bestræbelse - fysisk,
mål - banan.
〰️
Hvad gør de andre aber?
De tæver ny abe.
〰️
Ny abe ‘lærte’ herved - ALDRIG at betræde trinnene for bestandigt. Det sørgelige var dog, at aben aldrig blev klar over grunden til det pludselige voldsgilde; den blev aldrig rigtig klar over, hvorfor det aben gjorde, var forkert.
〰️
Endnu en abe blev erstattet for en ny, og det samme skete, men endnu sørgeligt blev det, for se! Den første deltog nu også i uddelingen af tæsk.
〰️
Processen blev gentaget indtil der sad 5 små nye aber i et bur, der, trods ingen af dem havde oplevet det oprindelige KOLDE GYS (💦), alligevel tævede hverandre, der forsøgte at kravle op ad stigen.
〰️
Kunne man spørge aberne (og dertil modtage et svar), hvorfor i alverden de dog deltog i den mærkværdige adfærd, så ville de nok svare noget i retningen af: “Tjaa.. Det ved vi ikke rigtig. Det er vel bare sådan vi gør tingene her.”
〰️
Og sådan kan aber og mennesker have meget tilfælles.
〰️
Ikke?

Indlæs flere Følg mig på Instagram