Så når I takker, så svarer jeg, jysk i min oprindelse: derfor ikke! Det er ikke det samme som ‘selv tak’, men kendetegner det forhold, at takken er underordnet, ikke fordi den ikke har betydning, men fordi modtageren optræder med ekstrem ydmyghed. Derfor.

INDLEDNING

Jeg havde tænkt så meget i, hvad der skulle være her, men ingen af de tanker blev til noget.
Tegnebrættet er nemlig ryddet, fordi der er noget, der i dette sidste øjeblik har fanget min opmærksomhed. Sidste måned var helt speciel, idet løsningsforslagets 1. del blev præsenteret. På Facebook og Instagram er det blevet pustet til liv, og her på siden står det, som et forpligtende minde om, hvad man kan, blot man sætter sig for at gøre det.

Og nu kommer dén sætning, jeg har ventet på i ét år, for:
ÉT ÅR ER GÅET.

Mindst 9000 bolde er i løbet af dén tid kastet i luften, men kun få er grebet. Det betyder ikke, at de resterende bolde ikke bliver til noget, men de lader sig vente. De er midlertidigt kastet så højt, at jeg ikke har haft mulighed for at gribe dem – endnu. Alt (læs: idéerne) er noteret, og også derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg langt fra er færdig.

Hvad havde jeg forventet i løbet af et år?
Som Bertel Haarder så fint udtrykker det i et presset øjeblik:
“Jeg aner det ikke!”

Og så alligevel. Jeg havde måske ikke forventet noget som helst, men jeg havde derimod forestillet mig, at det udelukkende ville have ført til et par følgere, et par delinger, et par synes-godt-omninger og måske – i bedste fald – et par relationer, rettet mod en udvidelse af netværket. Og nå ja, så min egen lille regel: at udgive et indlæg hver måned, indtil læringsrevolutionens indtræffer, og/eller transformationen er i gang, og/eller et fyldestgørende (og konkret) løsningsforslag var offentliggjort. Se! 1. del af løsningsforslaget er offentliggjort, men det er IKKE gjort med det, deraf tilføjelsen – 1. del.

Jeg skylder tak for det største, men i den grad også det mindste.
Tak til dig, min læser, fordi du læser dét her lige nu.
Måske har du været med fra starten, måske hoppede du på toget midtvejs, eller også har du netop fået øje på mig. Måske fulgte du mig for en stund, og i mangel på tilfredsstillende og fyldestgørende indhold – hoppede du fra, men er med igen – nu. Måske har du fulgt mig med korslagte arme, er blevet forstærket i din modstand mod initiativet, eller også har indholdet været værdiskabende – i en sådan grad, at du fortsat har lyst til at følge med. Måske har du manglet tid, måske har du, i åndelig forstand, været et andet sted, måske kedes du i mødet med min person – og det jeg står for.
Jeg aner det ikke. Men tak alligevel – titusind gange – og mere til.

Jeg håber ikke, at jeg har skuffet dig.

Torden og lynild er udgået fra meget af mit indhold, og det har ikke altid været en fornøjelse.
Det vil jeg gerne indrømme. Men der er en mening med det hele, sådan forholder det sig nemlig oftest med dét, man beskæftiger sig med; hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.

Og om et par dage, præcis for et år siden, sad jeg her. Klar til at offentliggøre mit initiativ, mit valg og min agenda, og vil du tro det, jeg forestillede mig det værste, men også dér var jeg forberedt. Jeg var klar til at stå på mål, klar til at tage konsekvenserne af dén beslutning. Det er med stolthed, når jeg siger, at jeg ikke fortryder noget som helst.

Og om et par dage, ligesom for et år siden, skydes et nyt skoleår igang.
Det er med andre ord en gentagelse, og foruden en gigantisk parentes-bemærkning (PANDEMIEN), er meget (om lidt) som det plejer at være.
For skolen er ikke sat på søjler af nødvendighed, viden og mod.
Den er sat på søjler af gentagelse, genkendelighed, gråd og gulerod.

Det var en længere introduktion. Er du stadig med?

Skal vi så ikke springe ud i det? Hvad skal indlægget så handle om?
Har du nogle forventninger, udover nogle yderst upassende vendinger vedr. vores skole- og uddannelsessystem?

Nu kommer det.
Jeg vil gerne bruge dette 1-års-jubilæum på at gå en tur nedad mindernes vej.
I et tilbageblik vil jeg forsøge at vende noget af det indhold, der har haft størst betydning for initiativet i almindelighed – for mig i særdeleshed. Og hvordan gør jeg så det? (her forsøger jeg egentlig bare at tænke højt – sammen med dig). Faktisk har jeg bestemt mig for, hvordan det skal tage sig ud. Det bliver en form for top 3 – inden for videoer, passager og tegninger/illustrationer.

Med andre ord er indlægget inddelt i tre afsnit, hvor jeg først forgriber mig på udvalgte videoer, dernæst udvalgte passager, eller vendinger, for til sidst at sætte ord på dét, der satte mig ud på den her rejse – illustrationerne. Henimod slutningen vil jeg gerne forsøge at beskrive noget om det, der kommer. For der er noget på vej. Det er noget, der rører mig dybt, og med fare for at få en skriveblokade (fordi jeg flæber, med afsæt i en følelse af ekstatisk glæde), vil jeg her springe let og elefant henover dén skriveblokade – og tage hul på første afsnit:

VIDEOERNE

Skylden – dit navn er

Hvis jeg kun kunne fremhæve én video, ville jeg fremhæve ‘Kære Minister’.
Men jeg, heldig som jeg er, kan vælge flere, og det vil jeg selvfølgelig gøre.
Men først vil jeg tage hul på dén her, hvor jeg i en monolog reagerer på den nyhed, der på ingen måde var en nyhed, nemlig at fagligheden ikke var steget, og at trivslen dertil var nedadgående; en delkonklusion på den reform, der gjorde folkeskolen til verdens dyreste discountskole.

Jeg husker dagen – helt tydelig. Jeg stod op, udførte en række ritualer, de faste rytmer vi alle deltager i, hver eneste dag, for på den måde at skabe genkendelighed, tryghed og ro, ud fra hvilket vi kan igangsætte utallige processer. Herefter tog jeg ‘den blå’ på. Jeg vidste jo, hvad jeg skulle, så derfor blev den blå. Blå er nemlig symbolet på bl.a. tillid, loyalitet og sandhed. Og det var den position jeg gerne ville indtage. Et sandhedsvidne, hvor tilliden beror på et kærligt værdigrundlag og menneskesyn, og hvor loyaliteten til lederen, læreren, pædagogen, forælderen og barnet bedst udtrykkes gennem at gedigent forsvar af det samlede felt, der hver dag holder ved, holder i og holder ud. Om det, der den dag blev filmet, altså monologen, var udtryk for sandhed – for mine læsere eller følgere – vil jeg lade stå hen i det uvisse, det har jeg ikke format til at udtrykke mig om, men jeg kan nævne så meget, at det for mig var udtryk for nogle spørgsmål, der blev stillet med ubetinget alvor, og at de havde det tilfælles, at de jagtede sandheden.

Dén, altså videoen, blev filmet i et såkaldt one-take, og det var ikke noget, jeg havde prøvet før.
Det var i den grad angstprovokerende, hvorfor – ved jeg ikke, for jeg havde jo magten til at redigere den efterfølgende. Men det var som om, at jeg var gået ·live·, og at der ikke var nogen vej tilbage.
Den energi har efterfølgende vist sig at give voldsomt meget mening, alt for meget mening. For det er som om, at jeg her taler til det enkelte menneske, og det havde jeg midlertidigt manglet.

Redigeringsprocessen drejede sig kort om at tilføje et filmteknisk virkemiddel, hvor jeg vender hovedet mod seeren, for på den måde at skabe variation, hvor jeg understreger særlige ord eller pointer, jeg mener er vigtige for betydningen af indholdet.

Et par timer efter, var den færdig, foruden et par ekstra timer på YouTube, hvor underteksterne skulle skrives for til sidst at blive tilføjet til den endelig video. Nå ja. Så skulle den også have et udtryk på de forskellige medier, og der gik der også et par timer, men det var det hele værd. For den kom langt. Rigtig langt. Midlertidigt har jeg ikke produceret noget, der er kommet så langt. Dét glæder mig usigeligt, at der er nogen, som oplever det jeg laver – som værdiskabende.

Det var dét jeg følte med dén her.

Klik på billedet for at se videoen (åbner i ny fane).

Leg – som adgang til samfundet, det virker voldsomt, men sådan er det

Leg – Det Virker Voldsomt | Men Sådan Er Det er den sidste video i en række af hele fem.
Den blev konklusionen på de foregående, men den var så meget mere. Med sine 13.5 minutter formåede den at indfange de pejlemærker, der kan være relevante ifbm. en revitalisering af legen i et samfundsperspektiv. Gennem fire afsnit skubbes der til de mentaliteter, der hver dag forhindrer børn i at leve op til deres fulde potentiale. Her er legen afgørende, det giver næsten sig selv, for med den skaber vi læringsrum, hvor der vitterligt er plads til alle, og hvor alle KAN være med.

Indførselsvideoerne om leg gav mig et pusterum fra skærmen, og det var på daværende tidspunkt – tiltrængt. Ikke fordi jeg ikke ville sidde der, foran skærmen, men fordi jeg havde lyst til at prøve noget andet. Det blev til en voice-over med stemningsbilleder og en fast intro, hvor jeg kort forsøgte at kridte banen op. Det var således et mål om at give seeren en mulighed, for at forstå præmissen for de betydningsbærende dele i videoerne, hvorfor jeg også afsluttede introerne med variationer efter devisen: “der er en helt særlig agenda på spil her (…)

Egentlig vil jeg gerne fremhæve alle fem, men den sidste er valgt, fordi den altså afsluttede en lang, vanskelig og udfordrende proces. En proces, hvor et nyt format blev født, et format jeg – fremadrettet – helt sikkert kommer til at reproducere – under nye temaer og emner. Jeg kaldte dengang konceptet for ‘byggestene’ og det jeg gjorde netop, fordi mit ønske var (og er), at disse videoer (og her skal læseren forestille sig, at der kommer mange flere) kunne indgå i den proces, hvor skolen bliver opbygget på ny. De skulle således indgå i en art værdigrundlag for en helt ny skoleform, en skoleform, der er børn, voksne og fremtiden – værdig.

Og må jeg så tilføje: jeg lærte SÅ MEGET om leg, gennem den fordybelsesproces det var at samarbejde om det samlede indhold, der blev til de fem. Et samarbejde, som også nu viser sig at være guld værd. Om det samarbejde er der også skrevet om tidligere, og hver eneste video skal ses som en hyldest til den person, for hvem jeg deler alt – om skolen.

Endelig blev jeg så optaget af legen som fænomen, tilstand og proces, at jeg påbegyndte et nyt, vanvittigt og – til dato mest – krævende projekt, som om jeg ikke allerede havde hænderne fulde!
En fanfare for legen! Derfor:

Klik på billedet for at se videoen (åbner i ny fane)

Leg – skolebussen

LEG (Skolebussen), dit navn er yndling!

Hele forløbet – fra start til slut – var dét jeg forstår ved en kreativ proces. Den, altså processen, var fyldt med blindgyder, fejltagelser og mislykkede forsøg. Det var altså ikke en dans på roser, tværtom! Men jeg ville ikke bytte erfaringen med noget andet, for det er oftest der, hvor det er sværest, at vi lærer mest. Det kan lyde som en floskel, men det er det bare ikke.

Leg (eller Skolebussen) var på mange måder udfordrende, men størst af alt var udfordringen med teksten. Melodien blev til i løbet af et par timer, og allerede dér, da den lå færdig, som en fil på computeren, vidste jeg, at det ville blive noget af en sag – at begribe sig på den – med en tekst.
Det var indiskutabelt, at den skulle omhandle leg, men hvordan anede jeg ikke. Så det blev selvfølgelig (som om det var det mest indlysende) en mixtur af livs- og læringssyn, eksistentialisme, livsbane, frihed – og nå ja – leg. Jeg tror, den handler om at turde tage springet på livets vej, og at dette bedst gøres – ved at se meget af det – som en lille leg.

Og her kan det virke som om, at jeg bare har snuppet en lille del af teksten, og det har jeg selvfølgelig også, men der er mere i det.


For det er netop pointen med legen, at den ikke har et mål, og at man i den proces sættes fri til at gøre lige nøjagtig dét man vil. Også derfor bydes fejlen og ukorrekt viden – velkommen, for når målet er suspenderet er fejlen underordnet, den GØR med andre ord ikke noget. Derfor opfattes fejl under leg, slet ikke som fejl, men istedet som en inkorporeret og vigtig del af processen, der sætter børn i stand til at lære alt om alt (intet mindre kan gøre det).

Og hvad er så springet? Ja, det afhænger selvfølgelig af den enkelte. For mig var det at sætte stemme til nogle tanker og sindbilleder, der overbefolkede mit hoved, så meget – så de begyndte at søge asyl i mine knæ. Og knæene bliver til gelé og derved mister man retning; man falder.

At det hele så er skjult bag et simpelt stykke legetøj (hvilket det i øvrigt slet ikke er), gør bare det hele lettere, i alle udstrækninger. Måske er det ironi, hvem ved? Måske er der også en pointe med præcis dét. Faktisk ved jeg det ikke, det må tiden vise. Måske findes der flere lag, som jeg slet ikke har tænkt over. Måske nævner jeg ikke alt her. Spændende!

NOK er skrevet om videoerne. Nu gælder det de passager, jeg holder allermest af.
De er mange, men med fare for et alt for uddybende indlæg, for ingen af os har tid, så har jeg valgt at indsætte tre, ligesom med videoerne herover.

Klik på billedet for at se videoen (åbner i ny fane)

PASSAGERNE

Klik på billedet for at se indlægget (åbner i ny fane)


(…) som en art jobcenter i børnehøjde.

Hvorfor er jeg vild med den her? Jo.. Det er bare en vanvittig karikatur, men den rammer så hårdt, så perfekt, så indlysende god er den, fordi vi genkender det jo.. Både som lærer, men også som forældre til de børn, der hver dag møder disse lærere. Når jeg skriver det sådan, omend det lyder hårdt (og det skal det selvfølgelig også), så skyldes det primært, at der INDEN dén udbrændthed, som KAN ramme lærere, findes et ganske lille rum af massiv ansvarsfralæggelse. Undervisningen bliver reduceret til et check på to-do-listen, et check på pensum, en formålsbestemt suspension af det meningsfulde, for der skal BARE undervises. Derfor kan vi med god samvittighed gå forbi børn, der græder, for vi har ikke tid til dem, og dér håber vi måske, at der kommer en anden forbi, der har tiden.

Klik på billedet for at se indlægget (åbner i ny fane)

“(…) I stedet for at skabe en skole for alle, har vi skabt et fængsel for den enkelte.”

Vanvittig påstand! Og jeg står med bevisførelsen. Hvordan kan jeg så stå ved den her påstand? Ja, hvad er et fængsel? Fratagelsen af muligheder? Frihedens endeligt? Autonomiens ophør? Fint. Jamen så kan jeg med rette hævde, at skolen er et sådan, nemlig et fængsel. Min kære læser! Det KAN gradbøjes, men det skal det ikke. Jeg mener det jo, hvad ellers? Vist er det en karikatur, men med karikaturen forholder det sig sådan, at der i den findes en grad af sandhed. Sådan også med denne påstand. Og nogle ville hævde, at vi netop har en skole for alle, fordi den inviterer alle og netop retter sig efter et tænkt (historisk betinget) gennemsnit, men lige dér rammer skolen INTET barn.

Den forsøger, jovist. Men det er som med skolen, som med undervisningen. Vi kan spørge, hvor er læreren? Vi kan også svare: “Han/hun underviser”. Helt vildt provokerende kan vi så spørge videre: “Er der nogen, der lærer noget?”, og her bliver svaret virkelig interessant, ikke? For hvis svaret er nej, så betyder det, at læreren underviser, uden at der er nogen, der har gavn af det (læring finder ikke sted), hvilket altså gør undervisningen overflødig. Som at være på kur – uden at tabe sig. Men hvad hvis svaret er “ja”? Altså, at der er nogen, der rent faktisk lærer noget, ja så er det klart, at jeg hurtigt taber i kunsten om altid at få ret, men det er slet ikke mit ærinde, så derfor: jeg vil bare skubbe til den mentalitet, der synes så fastgroet i vores måde at holde skole på; et et-tals-tyranni! Én lærer til én klasse i ét fag i én time, med forudbestemte pensa og forudsigelige svar – inden for verdens smalleste curriculum, med afsæt i et begrænset syn på intelligens – altsammen smurt ind i en tyk sovs af perverteret læringssyn, hvor lærere såvel som børn martres i sondringen mellem diversitet og konformitet, med en rigid struktur af episk dimension, der kun overgås af disse, der byder grupper af forbryderiske mennesker at handle på helt særlige måder, også derfor har man fængsler. Går jeg for vidt? Måske. Måske ikke. Og hvis nu der i alt det her findes en lille grad af sandhed, hvad så? Selv den MINDSTE grad. Hvad gør VI så? Intet?

klik på billedet for at se videoen (åbner i ny fane)

“(…) Skolen står i vejen for uddannelse.”

MEN, det skal forstås i den kontekst, når skolen gennem ét årti tilfører læringslede og/eller skolevægring. “Nå, jamen så er det jo ikke så alvorlig en anklage!” – JO! Selvfølgelig er dét det. Påstanden skal forstås med en ubetinget alvor. For hvad er uddannelse? Noget, der sætter modtageren i stand til at udøve et bestemt erhverv, eller udføre en bestemt opgave. Læg mærke til det lille ord ‘bestemt’. Der ligger i uddannelse en integreret modtager-autonomi, således valget bestemmes af modtageren selv, og skal altså ikke forstås som en tilfældighed. Var det en tilfældighed, ligesom med slikautomaten, stod de unge i kø med fem kroner rettet mod dén automat lige derovre, hvor de kan trække slik i bytte for mønt. Og nu tænker du sikkert, ja! Så er vi der, sammen. For også jeg tænker det, at køen med unge står der. Her er mønten byttet ud med skolen, og med den kan du bytte og vupti! Dér kom en uddannelse.

Og vi tænker ikke, at netop dét er en tilfældighed, men det er det bare – for alt for mange børn. Uddannelse er en efterbemærkning, mere end en integreret del af dette at lære gennem hele livet.
Og se! Nu rykker skolen ud af skolerne, gymnasiet rykker ud af gymnasierne og ved alt der er helligt, også universitetet rykker ud af universiteterne, for ÆGTE læring opstår oftest alle andre steder end dér, hvor den er bestemt.

For de voksne er det ikke så slemt at sidde der, til timelange forelæsninger, for vi er jo velbevandret udi behovsudsættelsens standarder og ikke mindst forestillingsevnen, der tæppebomber os med sindbilleder om, hvor godt det bliver om 3-5-6 år. For hvad så? Ja så er man færdig, og så kan livet begynde. Der kan vi så sidde med korslagte arme, for nu er man uddannet. Æv!

Og nu sidder en et sted og siger: “Hold inde, mand! Skolen står ikke i vejen for uddannelse, når barnet som minimum har lært at læse!”, men HALLO! Det er simpelthen bare IKKE fyldestgørende?! Dét er da ikke nok? Gennem ét årti? 10 år, hvad giver du? Det er til grin! Og har barnet så opsamlet et par kompetencer, så er de intet værd, hvis de blev internaliseret i samarbejde med tilførelsen af læringslede og skolevægring – tag den. Børn er drevet af noget, fra en tidlig alder igangsætter de, tager initiativ, opdager, famler, leger, spørger, undersøger, eksperimenterer, men se! Dér kom skolen ind i billedet.
Her skete det, at spørgsmålet: “Hvad er det?” blev erstattet med: “Hvorfor skal jeg det?”.

Og alt for længe har det været sådan, men det ophører.
For på et tidspunkt kommer der en legion af børn. De stiller spørgsmål, de finder sig i absolut INTET, og de vil have svar. Og hvis ikke du kan give dem svarene, så finder de dem selv, se! De er selv i stand til at igangsætte, hvile i og afslutte utallige processer, og vil du høre det? Det skete med fuld kontrol, en autonomi, der også kendes fra legens disciplin, og lige dér tabte skolen, gymnasiet og universitetet, for INGEN af dem så, hvad der skete under næsen på dem. De havde travlt, med at underminere egen eksistensberettigelse. Nogle lærere tier, mange undervisere samtykker og de fleste lektorer er blevet for magelige. Gejsten er ophørt dér, men fødes på ny, ét potentiale, ét talent, ét stykke liv, ét håb for hvert eneste barn, der fødes. Og gives flere og flere børn så den mulighed det er – at leve op til sit fulde potentiale, uanset, hvad det nu engang er (i andre kontekster – læs: skole- og undervisningsformer), så smuldrer grundlaget for at holde skole som vi kender den – ligeså fint, ligeså langsomt.

Og nu sidder jeg her, på vej ind i en nært forestående skriveblokade (igen), og hvorfor? Fordi det begynder at blive mudret, for dybt, for mange lag, for mange tanker, der banker på – for de vil gerne ud. Så derfor springer jeg videre til illustrationer, modeller og/eller tegninger.

ÉN MODEL

Her kunne jeg, ligesom forudgående, have indsat tre, men nej.
Jeg indsætter i stedet én, jeg ikke har vist før.
Det var såmænd bare én af mine første ‘modeller’, og den blev således begyndelsen på den proces, der ledte til mine fire første indlæg.

Klik på billedet for at se min første video (åbner i ny fane)

Indeholdt i modellen er de fire første indlæg og dertilhørende forståelses- eller forvirringsmodeller.
Et par konklusioner slår følge med modellerne, og i hjulets centrum ses en iltmaske, som symbol på dén psykologiske ilt, som hvert barn og voksent menneske higer efter. I den midterste cirkel præsenteres de forhold, der synes at have betydning for, hvordan barnet/den unge klarer sig i skolen, som altså her tager afsæt i familie og særligt familieforhold.

Men det var først ved tilføjelsen af det groteske, at det hele begyndte at give mening.
Det groteske her er monsteret, der synes at have taget på hjulet. Med magt og mystik, tænder og hænder holder det groteske fast i hjulet; holder på sin ret, en ret som ingen kender.

Og hvad symboliserer så monsteret?

En mentalitet. Bare det. Jeg er nok kommet videre fra monsteret, forstået som de styringsprincipper, der synes at holde skolen fast i et jerngreb. Nej, jeg hælder mere til monsteret, forstået som den mentalitet, der holder på sin ret til et unuanceret lærings- og børnesyn. Det er er en tærskelvogter, og også derfor er den grotesk, for så vover vi ikke at udæske den. Vi skræmmes ved synet af den, for indeholdt i den findes alt det, vi ikke vil indse. Det er i øvrigt af samme grund, at de to sværeste ting at sige er: “jeg tog fejl” og “jeg har brug for hjælp”.

Men jeg er begyndt at holde af monsteret.
Når jeg til tider sidder i en skriveblokade, så skuer jeg det groteske i øjnene, bliver indigneret, og vupti! Dér kom inspirationen. Det er blevet til en leg, mellem mig og monsteret. Endelig fandt jeg for nyligt på, at monsteret i denne sammenhæng også kunne markere den kamp, som børnene/de unge skal udkæmpe. Det er velkendt, at alle mennesker, før eller siden, må stå overfor dragen. Derom er der skrevet meget litteratur.

Med ligeså mange metoder, som der findes drager, må individet forsøge noget så fint som at overleve kampen. Målet er at slå dragen. Det er med andre ord et overgangsritual, som når vi i folkevisen tolker, at det altid er ved broen, der sker noget helt særligt – med vores hovedperson.

For mig er dragen ikke død, den er måske såret (i min egen lille fortælling), for nu har jeg konfronteret den. Og en dag skal slaget stå, men indtil da, må jeg væbne mig med tålmodighed, og samle til huse og føre økonomi over de redskaber jeg har til rådighed; for den dag kommer, hvor dragen kalder på min og din opmærksomhed.

AFRUNDING

Og nu er vi tæt på vejs ende – for dette indlægs vedkommende.
Det er uden tvivl mit længste, men der er også sket meget, så måske hænger dét sammen.

Her til sidst vil jeg gerne dele noget af det, der betyder rigtig meget for mig, nemlig samarbejdet mellem mennesker, som ønsker det samme. Om de folk, som kæmper for forandringen, kan der siges meget, men størst af alt er håbet om forandring, der italesættes og indvarsles af de mest prominente skikkelser – i det her felt. Ligesindede møder hinanden, siges der, men helt særligt er det, når mennesker fra flere lag sætter sig ned, og gør noget. For det har jeg fundet ud af.. At det handler ikke om, med hvilken myndighed du taler ud fra, eller hvilken uddannelse du bidrager til debatten med, for alt det her drejer sig om et børne-, menneske- og læringssyn, det handler om værdigrundlag, og nok kan uddannelsen eller uddannelsesgraden have stor betydning for kvalificeringen af debatten, men den slår ikke til, hvis ikke den tager afsæt i et børne- og læringssyn, der retter sig mod barnets iboende egenskaber, nysgerrigheden, kreativiteten, eventyrlysten, initiativet og meget mere, ja! Alt dét, der gør børn – til børn, fremfor det modsatte.

Hvad enten det er omsorgsrevolution, der retter sig mod et nyt børnesyn, henover de, der skriver sig ind i den kulturkritiske tradition, til dem, som kæmper for et nyt læringssyn; kæmper for skolen, lederne, lærerne, pædagogerne, forældrene og børnene. I er min inspiration. Sådan også med det samarbejde, der etableres, når der synes-godt-om, deles, følges, kommenteres og heppes. Dét gør mig oprigtig glad. Størst af alt er den interne motivation, men den kan hjælpes på vej – gennem den eksterne. Derfor tak til alle, der i løbet af året har stødt på Simon Mathiasen – på den ene, eller den anden måde, fordi I delte, gjorde opmærksom på, kommenterede, syntes om, gjorde noget.
Det er overvældende i sådan en grad, at jeg har svært ved at sætte ord på det.

I er mange, der gennem året, har henvendt sig personligt. I udtrykker det på mange forskellige måder, men der er et ord, som oftest går igen. Det er ordet TAK. Det er midlertidigt svært for mig at taget imod den, altså takken, for hvad har jeg egentlig gjort? Absolut intet, udover at sætte stemme til mine tanker, og lade tanker blive til handlinger, i stedet for sidde ovre der – i hjørnet – og surmule.

Så når I takker, så svarer jeg, jysk i min oprindelse: derfor ikke! Det er ikke det samme som ‘selv tak’, men kendetegner det forhold, at takken er underordnet, ikke fordi den ikke har betydning, men fordi modtageren optræder med ekstrem ydmyghed. Derfor.

Egentlig har mit mål altid været at lave noget, der kunne skabe værdi for andre.
Megen kritik er det blevet til, men den er ført – for til sidst at have en opbyggelig samtale om vores skole, der hvor fremtidens frø sættes til at spire.

Og nu er vi her. Der er kun få anslag tilbage. Kan du mærke den? Spændingen.
For jeg kom vist til at nævne, helt fra toppen, at der er noget på vej. Er det mon 2. del af løsningsforslaget? Jovist! Det kommer selvfølgelig, og hvis VI er flittige, så når det modtageren inden jul, men lad os nu se.

For det var ikke løsningsforslaget jeg tænkte på. Vil du tro det, det er noget, som er langt større – i alle udstrækninger af fantasien og tilmed virkeligheden. Det er på det nærmeste helt symbolsk, men du, min læser, må vente – til næste måned.

Jeg glæder mig til endnu et år, og forberedelserne er så småt i gang, for forberedt –
Dét skal jeg være.

For jeg fortsætter – indtil læringen er sat fri &
At vi har en skole, der er børn, voksne & fremtiden værdig;
Rig på læring, initiativ, kreativitet, nysgerrighed, diversitet, talent, kompetence og glæde!