De store tanker om det ideelle skole- og uddannelsessystem er der nok af.
Vi behøves ikke flere, blot vi omsatte disse til reel praksis.

Og når vi stiller spørgsmålet med ubetinget alvor, kommer vi endelig frem til, hvor hyperkomplekst det er at beskæftige sig med et nyt design for vores skole- og uddannelsessystem.

Og vi skriver, fortæller og taler os ind i håbet og drømmen om det der ideelle sted, hvor der er plads til alle – som de er.

Alle holder vi på vores ret; at det, der udgår fra os er af absolut vigtigste betydning, og sandheden er den, at alle har ret. Alle har ret – ud fra der, hvor de er – i bevidsthedslag, kapitaler, ressourcer, erfaringer, psykisk tilstand – på godt og ondt. Endelig må en stille sig det spørgsmål, om man tipper verden mod det gode, eller det onde (hvis sådan noget overhovedet eksisterer).

En øvelse – en sætning: Elsker jeg det gode, mere end jeg hader det onde? Se! Det bliver dybt og samtidig voldsomt ukonkret. Lad mig derfor prøve at nuancere tankesættet – i den her sammenhæng.
Er du stadig med? Spændende!

Jeg elsker idéen om det potentiale, der synes at findes i ethvert barn – ethvert menneske, mere end jeg hader det forældede design, der hver dag marginaliserer det børn, eller unge mener er vigtige for dem selv.

Jeg elsker tanken om, at skolen er den bedste fest i byen, mere end jeg hader erkendelsen af, at børn, hver eneste dag stigmatiseres i sondringen mellem konformitet og diversitet.

Jeg elsker forestillingen om den lærerstuderende, der sprudler af forandringsvilje, initiativ og virkelyst mod at facilitere miljøer med betydelig mængde læretid til følge, mere end jeg hader den uempatiske, passive og inkompetente lærer.

Jeg elsker drømmen om, at kreativitet ses som den rigdom den er, og at børn ses – for det håb de er, mere end jeg hader årtiers vedblivende reformtænkning, der ikke i nogen udstrækning af fantasien formår at oversætte værdigrundlag, der er børn, voksne og fremtiden værdig – i en reel praksis.

Idéer, tanker, forestillinger og drømme – HA!
Vorherre bevares!

For intet uden handling.
Men held for handlingen – for den fødes netop af idéen, tanken, forestillingen eller drømmen. Derfor følger jeg og samarbejder jeg med mange, der vil det samme som mig. I dét felt, den sammenhæng, er der intet jeg hader – tværtom. Jeg ELSKER nytænkningen, idéen, håbet, drømmen og modet, der følger med en sådan bevægelse og ikke mindst beslutning.

Og med tiden vil det nye værdigrundlag ligge klart!
Et design, der i alle udstrækninger af fantasien er nærværende design overlegent.
For vi kan IKKE skrue på én knap; så velsmurt er den maskine vi kalder folkeskolen. Et fantastisk entreprenørskab er dens fader, og dens moder konformitet; skruer vi nu på én – skruer vi alle. Burde dette i sig selv så ikke være retningsgivende for forandring? Selvfølgelig!

Kender ud de røde knopper?
Dem man får i mødet med dårskab – oftest.

Når du, min læser, hører noget så absolut meningsløst som:

“Jeg havde en fin nok skolegang…”
Og? OG?!

Og
Hvad
Så?

Jamen er det godt nok?
Er det O.K., at den ER, eller VAR god nok?
– Ikke det mindste!

For her tændes eller slukkes den drivkraft, der som voksen sætter dig i stand til at udleve dit potentiale – i det mindste og det største.

“Jamen jeg vil bare gerne være DIT, ikke DYT, eller DAT.”

Jamen hallo, du skal da være den bedste DYT?
Hvad ellers?

Sådan noget hader jeg.
Men måske er det også, fordi jeg lever efter, at hvis man ikke lever op til sit fulde potentiale, så efterlader man et hul i eksistensen.

Jeg tror man mister retning, mening og værdigrundlag, der er værd at forsvare og kæmpe for.
Man ender med andre ord i et limbo af mimeri.

Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at løsningen på alt det her – langt hen ad vejen, kan findes i didaktikken. Fra græsk lærer vi, at didaktik drejer sig om dette at undervise, eller rettere undervisningslære. Den undervisningspraksis, der har overlevet i 200 år – er af samme grund forældet, og det må være dér vi tager det første spadestik.

For her omsætter vi også hele den kapital, der er lærerkollegiet på skolerne, i spørgsmål om erfaring, initiativ og innovation – i nye måder at undervise og holde skole på. Man må ret stille det spørgsmål – hvad er undervisningens formål? At nogen lærer noget. Og er dette fortsat formålet, så må kollegiet endelig forstå, at læringens medium oftest ikke effektivt kan forenes med almen undervisningspraksis i nærværende design, også derfor mener jeg, at didaktikken bliver altafgørende i det nye, altså design.

Og når jeg endelig sidder med det i hånden, det nye design, er mit ønske altså, at det på én gang har umyndiggjort samtlige koncepter, simpelthen fordi designet er gennemført både i vision, teori, empiri og praksis, simpelthen fordi det sætter lærerens og pædagogen iboende kompetencer i spil, således ethvert koncept bliver overflødigt, idet læreren og pædagogen finder ud af, at de allerede besidder kompetencen, hvorom koncepter handler.

Det design arbejder jeg på.

Her et smugkig og samtidig en realisering af arbejdet med et sådan design.
Skolen må i fremtiden træde med ind i den tidsalder, der bliver kendt som den bæredygtige. Det kan den kun, hvis vi ærligt taler om, hvilke funktioner denne institution bør have, i et samfundsperspektiv – fremadrettet.

Derfor bliver første punkt ud af tre – i udformingen af et nyt formål for designet – økonomi.
Det er ikke urimeligt, at institutionen har til formål at danne basis for en art økonomisk stabilitet, endsige en evne til at kunne indgå i den overordnede ramme, der er vores økonomiske model.

Næste punkt bliver talent, for mens skolen i dens nærværende udformning adskiller alt for mange fra deres naturlige talenter, må den næste gøre præcis det modsætte. Er der nogen, der er uenig heri? For hvad er talent, hvis ikke det er en gave, der sætter dig i stand til at mestre et koncept, på måder, der ikke uden videre kan tilegnes for den almene? Og var det så i øvrigt ikke gavnligt om disse gaver blev frembragt til gavn for flere mennesker? Det tror jeg nok.

Sidste punkt bliver kreativitet. Herunder kan du forstå fagene. Men ordet fag er udskældt ligeså meget som ordet, eller navnet Gud. Derfor kan vi i stedet forstå fagene som discipliner, for intet menneske er, eller arbejder kreativitet, foruden den samtidige interaktion mellem forskellige discipliner, der synes at finde sted – i den kreative proces.

De store tanker om det ideelle skole- og uddannelsessystem er der nok af.
Vi behøves ikke flere, blot vi omsatte disse til reel praksis.

Og jeg vil blive helt konkret.
Hvad gør vi i morgen klokken 08.00 – i et nyt design?
Hvorfor ikke klokken 09.00 – nu hvor vi bliver SÅ konkrete?
Av!

Dét spørgsmål er godt.
Det synes og elsker jeg, mere end jeg hader at blive påmindet om, hvor uhensigtsmæssig, hvor utilstrækkelig og hvor meningsløst nærværende system, struktur og design ER.

W. B. Yeats:
“Havde jeg himlens broderede klæder,
Indhyllet med guldet og sølvets lys,
Det blå og det svage og det mørke klæde;
Af natten og lyset og det halve lys,
Ville jeg sprede klædet ud under dine fødder:
Men jeg, fattig som jeg er, har kun mine drømme;
Jeg har spredt mine drømme ud under dine fødder;

Træd forsigtigt, for du træder på mine drømme.”

Og hver eneste dag – overalt – spreder børn og unge deres drømme for vores fødder.
Så gå, men gå forsigtigt. Sådan også med det nye design.

Tak, fordi du læste med.