Selvfølgelig skal denne måneds blogindlæg handle om leg (og meget mere skal det vise sig!) I fem uger har jeg beskæftiget mig med legen – i et forsøg på at danne rammen om en værdiskabende debat, der egentlig fungerer som en indførsel i legen. Også derfor skal denne måneds indlæg bl.a. stå i legens tegn.

For mens de mange videoer, hvilke jeg herunder har samlet i en playliste, slår følge med utallige henvisninger, som var det et forsøg på at hævde en form for autoritet, så mener jeg også, at det er tid til at trække i bremsen og tænke rigtig godt og grundigt over, hvordan legen rent faktisk kan realiseres i den kontekst vi står i – lige nu.

Forsvinder legen, forsvinder fordelene VED legen, og med ét blev legen til en skrøbelig størrelse, der måske kan synes så kompleks, at man afholder sig fra den, eller som minimum forsøger at deltage i den – som voksen. Den, altså legen, kan kendes som en sammensmeltning mellem forskellige karakteristika, der tilsammen søger at tilstræbe den aktivitet, der er mest udviklende for et barn. Dette er legen.

Og er dit hjem omdannet til hjemmeskole, hvor du jonglerer formaninger, beskeder, orienteringer, fagbøger, fagportaler, digitale læringsplatforme, AULA, lektier, afleveringer, skype- og facetimesamtaler, centralstyrede krav og forventninger; et krampagtigt forsøg på at trække discountskolens kultur helt ind i hjertet af din familie og gøre den til livsnerven i hjemmet, så lad være. For legen er større.

Børne- og undervisningsministeriet er ikke vild med tanken om, at der nu i børnenes hoveder er sået det frø af muligheder, der kaldes FRITID. Det er fortællingen om den farlige fritid, som skurken i en ærgerlig filmproduktion, der forfører sindet og fører det til forfald. Sådan er legen ikke.

Det hele er sat til standsning, og med rette. Også derfor mener jeg, at det er tåbeligt at fortsætte ud af samme tangent; som en orkestergrav, der spiller utilstrækkelighedens symfoni, en sindssyg dirigent, der lige om lidt falder død om – ved hjertestop, for hjertet kunne ikke mere. Havde det bare leget.

Virker det platromantisk, det med legen? Det er det bare ikke.
Der er her tale om et så voldsomst potentiale af massiv kapacitet, at hele det forstående menneske kan implodere af glæde. En af de vigtigste forudsætninger for at udløse dette voldsomme potentiale af massiv kapacitet er TID.

Og den er dig nu givet. En gave, forstås. Som Grundtvig et sted skulle have meddelt: “Det vi tager, ødelægger vi – mens det vi får, er en gave.”

Lyset, der er denne gave, kaster selvfølgelig en lang skygge, der er hele situationens alvor, der altså igen har givet dig den mulighed; at gøre alt det, du i din utilstrækkelighed ikke fik nået – før.

Tid er nødt til at blive din ven her, for skolen åbner ikke på den her side af sommerferien (En ikke så vild påstand – i øvrigt). Så nu må der leges! Så leg da! Gennemfør forælderskabet på højeste niveau, som brød du skalaen for, hvad man forstår ved en fremragende forælder! Deltag, tilskynd, motiver, inspirer, lyt, forstå, samtal og se!

Rammer jeg dig på utilstrækkeligheden? Det var ikke intentionen – i så fald – undskyld. Jeg lod mig rive med, og hvis du kan bruge det, så gør det!

Leg er som regel og oftest noget, der opstår ved barnets initiativ, og det igen, hvis og når tiden er til det. Du kan være med, men følg nu reglerne! De regler som barnet opstiller for deltagelse. Lad dig inspirere af initiativet og den mulige invitation og se, hvordan dit barn selv KAN.

Og givetvis er følgende eksempler ikke alene defineret med afsæt i legens karakteristika, men alligevel er de med, fordi de beskriver, hvad jeg ville gøre, var jeg selv forælder – med den enestående mulighed, der i kaosset er opstået. Det er således forsøget på en alt for lang afslutning. En tidlig afslutning på et anderledes indlæg, fordi tiden er anderledes. Skolerne står nemlig tomme; maskinen er sat til standsning.

Jeg ville – sammen med mit barn – hente og installere Minecraft, og sammen bygge, undersøge, udforske, kæmpe og ALT dét, der i denne sammenhæng kunne være spændende. Hey! Måske byggede vi en skole sammen, for her at lege med idéen om, at opgaver og udfordringer rent faktisk kunne være inspirerende og tilføre ægte læretid, i en skole, hvor alt vitterligt KUNNE lade sig gøre.

Jeg ville – sammen med mit barn – gå ud og lave et bål. Vi ville sidde der med skumfiduser og kiks. Vi ville snakke om det hele. Om det underlige ved, at skolen er lukket, om vennerne, om dyrene, om naturen. Vi ville få en idé og forfølge den!

Jeg ville – sammen med mit barn – gå ud og se på nattehimlen. Jeg ville Google billeder af Venus, forsøge at forklare noget om afstand, vanvittig drivhus-effekt og – nå ja – en gennemsnitlig temperatur på 464 °C (og meget mere), på en fin måde! Jeg ville tage ham/hende i hånden, gå derud, pege og sige dér er den. Det ligner en kæmpe stjerne, men det er det ikke. Se! Dét er Venus, Jordens søsterplanet – planet nr 2. fra vores livgivende stjerne – Solen.

Jeg ville – sammen med mit barn – læse en, to eller hundrede bøger, og forsøge at trække det læste ind i virkeligheden ved at tegne passager, modellere i voks eller genfortælle handlinger ved en storslået teaterforestilling, hvor en billet byttes for penge!

Jeg ville – sammen med mit barn – lege købmand, og jeg ville lade ham/hende stå ved kassen, mens jeg i fuld galop ville valfarte ned til toiletpapirets plads. Jeg ville på én gang grine indvendigt og gøre det tåbelige til det komiske! Jeg ville gemme toiletpapiret for ham/hende, gå hen og spørge: “Har I ikke mere toiletpapir?”, der ville blive ledt! (Heldigvis havde jeg gemt det godt), “Nej” – ville svaret lyde. “Hvad gør jeg så?”, ville jeg spørge. Og svaret ville så være løsningen på ét af samfundets problemer.

Jeg ville – sammen med mit barn – lave mad! Smagsprøverne ville være uendeligt mange, og vi kunne udfordre hinanden på ting, der med fordel kunne tilføjes til retten, hvis vi begge var enige herom, eller vi kunne spise en chili, og på én gang grine og græde, og vi ville mærke, at vi i den grad var i live. Måske lavede vi en madplan! Og helt sikkert ville det være obligatorisk, at fredagens menu skulle bestå af hjemmelavede pizzaer.

Jeg ville – sammen med mit barn – se film! Vi ville sidde der med popcorn, frugt og grøntsager, eller slik – og nyde øjeblikket, stilheden, der kun ville blive brudt af de mange sange, der oftest indeholdes i mange af Disneys produktioner, eller jeg ville, hvis mit barn havde en alder, hvor det følgende gav mening, se en Netflix-serie, der på én gang ville give mig indblik i, hvad mit barn så for interessant at bruge sin fritid på, og på samme tid underholde mig og ham/hende.

Jeg ville – sammen med mit barn FaceTime en hel del! Opretholde og give næring til de relationer, der betød alt for os. Skabe værdi for dem vi ville ringe til. Snakke om hverdagen, opleve hvordan mit barn pludselig fandt øjeblikket for uinteressant og derved drive videre til noget andet. Og jeg ville lade det ske, for det er sundt.

Jeg ville – sammen med mit barn – sidde og blive underholdt af det samtlige indhold på TikTok, og måske ville vi endda aftale, at vi hver dag fra 11.00-12.00 skulle sidde der og bare grine! For latter ville smitte, og gøre livet sjovere og åbne for et lille vindue i vores eksistens, der bekræftede selve glæden ved – nå ja – eksistensen.

Jeg ville – sammen med mit barn – afprøve samtlige Snapchat-filtre og måske producere et par videoer. Vi ville sende dem til relationer, der kunne finde sådan noget interessant, inspirerende eller sjovt. Vi ville skabe fortællinger, historier, danne karakterer, mime og udfolde os på den store digitale scene, der er hele den samtlige poesi overlegen, fordi vi ville skabe noget originalt eller tåbeligt, hvilket i den her sammenhæng, ville være lige meget værd, for vi gjorde det sammen, og vi havde stor glæde derved!

Jeg ville – sammen med mit barn – se YouTube, forsøge at finde ud af, hvem og hvad han/hun følger og derved danne et billede af, hvilken virkelighed han/hun abonnerer på. Jeg ville spørge, hvem er han? Jeg ville spørge, hvem er hun? Jeg ville grine! Jeg ville måske indvendigt tænke: ‘hvad er det morsomme ved det her?’, jeg ville tale om indholdet, opsætningen, kameraføringen, klipningen, lyden, eller jeg ville sætte spørgsmålstyranniet til standsning, og sammen med mit barn underholdes.

Jeg ville – sammen med mit barn – af træ, gamle eller nye tæpper, sten, grene og andet godt fra skuret og haven, lave os en hule! Vi ville sidde derude og snakke. Jeg ville sige noget, han/hun ville sige noget, vi ville lytte. Vi ville forsøge at sætte ord på vores tanker, eller vi ville lade os rive med af øjeblikket, tie, og bygge videre på verdens bedste hule! Vi ville se frem til aftenen og mørket, for dér skulle hulen omdøbes til den hyggeligste hule! Væbnet med stearinlys og varm kakao ville vi tage på rejse, og måske sov vi derude, hvem ved?

Jeg ville – sammen med mit barn – forsøge at befordre mit legeme henimod mit barns computer og se med, når der skydes med virtuelt krudt i spillet Fortnite eller et andet spil, jeg med sikkerhed vidste, ville være genstand for mit barns nysgerrighed. Jeg ville tilskynde og motivere, og måske ville jeg blive bedt om at prøve, hvilket selvfølgelig ville være til stor morskab for mit barn, der aldrig før havde set et så inkompetent menneske betjene såvel keyboard som mus.

Jeg ville – sammen med mit barn – finde vej til havet. Her ville vi slå verdensrekorden i smut med sten. Vi ville bruge timer på at finde de bedste sten, lave konkurrencer og sætte præmier på højkant, der ikke var uden betydning for den vilje, der skulle ligge bag hvert stenkast. Måske ville vi bade i det iskolde vand, eller også ventede vi til, at det blev varmere!

Jeg ville – sammen med mit barn – køre en tur. Vi ville proviantere til turen, uden retning – eller med retning – forsøge at danne grundlaget for et ægte eventyr, se steder, vi ikke havde set før. Vi ville se på mennesker – på afstand – tale om det, lytte, høre musik på vejen, og gøre alt det, der forbindes med roadtrip.

Jeg ville – sammen med mit barn – spille brætspil eller lægge puslespil. Jeg ville hente Monopoly, Hvem er Hvem, Klodsmajor eller andre spil, der kunne være genstand for vores opmærksomhed. Jeg ville, hvis mit barns alder tillod det, hente spillet Pandemic, og på én gang forsøge at finde midlet, der med et trylleslag ville give os trygheden tilbage i verden. Vi ville blive kendte som dem, der slog virussens porte ned, vi ville erklære, at alle nu kunne gå frit – for her var den! Vi ville stå med den i hånden, vaccinen.

Jeg ville – sammen med mit barn – finde inspiration på de mange undervisningstilbud, der findes på internettet, og enten henvise til alene tid her, eller jeg ville, hvis tiden var det til det, forsøge at rammesætte, skabe lidt struktur FOR mit barn, og udstikke opgaver, tale om dem, forstå og definere dem. Jeg ville vejlede, tilskynde og motivere, der hvor det ville give mening, og jeg ville i stort omfang forsøge at give plads til, at min barn SELV kunne vælge fordybelsesområdet.

Jeg ville – sammen med mit barn – finde vej til de mange lærere, der hver dag offentliggør videoer, der omhandler spændende områder, emner og temaer, der kunne være fyldestgørende for mit barn. For den ekstraordinære indsats ville jeg byde dem TAK. Definere for dem, hvor meget betydning de kan have for min og mit barns hverdag, fordi de forsøger at udfylde det nærværende tomrum med mening og genkendelig relation.

Jeg ville – sammen med mit barn – lære, skabe, inspirere, tage initiativ, løbe, springe, hoppe, klatre, kravle, skubbe, bygge, danne, modellere, handle, spise, danse, skrive, læse, køre, spille, prøve, vælge, vælge om, famle og meget mere. Jeg ville give sindbillederne farve og dermed liv!

MEN

Jeg ville også sætte mit barn fri. Fri for skal, fri for mig, fri for deltagelse, fri for overstimulering, men mest af alt, ville jeg, hvis mit barn var i stand til det, give plads og danne ramme for, at det endelig kunne lege. Bare det. For her er handlingen mere værdsat end målet. Her styres processen af mentale regler i barnets sind. Her er forløbet fyldt med fantasi, og i øvrigt adskilt fra virkeligheden (uanset, hvor grim denne virkelighed måtte være). Endelig kræver legen blot en aktiv, opmærksom og ikke-stresset sindstilstand.

Den ramme og de omstændigheder er jeg sikker på, at du kan være med til skabe, omkring dit barn, så legen bliver til ‘ikke-virkelighed’ i denne virkelighed (sikke et ordspil!).

Glem skolen som du kendte den, for dét har dit barn prøvet før, og det er med stor sandsynlighed ikke dét, dit barn har brug for – lige nu.

For verden er gået i stå, men held for legen, for her kan der åbnes for en helt anden verden, og den er i mange tilfælde dén her overlegen. Den går kun i stå – i det øjeblik, hvor den ikke længere underholdes. Heldigvis er den som den var, fuldstændig – som da du forlod den, fyldt med muligheder.
Dén er et hav af intensitet mellem øerne af rutine. Så sæt sejlet, og kom afsted.

Jeg ville balancere forælderskabet i små vinduer af aktivitet og passivitet, giv plads til ro og fred. Og endelig:

Tak, fordi du læste med.