Bærer det præg af munddiarré? Så beklager jeg. Det var ikke hensigten.
Ej heller var det hensigten at udæske på et personligt plan.
Jeg angriber og anklager den forståelse jeg har af en (i min verden) vild påstand.

Og ja. Det er et langt indlæg. Det skal afspejle dybden af debatten og sondringen mellem klasseværelset og den ‘fleksible skole’.
Men kom nu, min læser, nu får vi det overstået. Lad os starte med:

Nej!
Klasselokalet er ikke en kreativ løsning. Det er den letteste.
Hvad er det for en diskurs vi taler ind i her? Skal jeg lige kort definere kreativitet?

O.K.

Kreativitet er en iterativ proces, der vedrører dette at komme på originale idéer, der har værdi. Det, altså klasselokalet, VAR originalt, og det HAVDE utvivlsomt en VÆRDI i industritidens billede. Hermed delt, hermed glemt.

Stemmer fra den ‘den fleksible skole’

I debatten om klasseværelset fremgår ord som tryghed og det kendte, hvis modsætninger må være utryghed og det ukendte. Så hvis præmissen er at facilitere et læringsmiljø, der for barnet opleves som trygt og kendt, hvad er udfordringen så med den fleksible skole?

Er det overgangen? Hallo?!
Men så indse dog, at vi ikke kan skrue på én knap, uden at vi skruer på samtlige.
Så velsmurt er den maskine, vi kalder folkeskolen.

Se! Det er en transformation – hele vejen igennem.
Vi river ikke bare væggene ned, vi siger, hvad er overhovedet formålet med lokalet?
At facilitere læring.

Vi umyndiggør ikke læreren, vi siger, hvad er formålet med læreren?
At tilskynde og motivere.

Vi suspenderer ikke bare aldersopdelingen, vi siger, hvordan skaber vi miljøer, der af barnet opleves som trygt?
Ved at fokusere på det store fællesskab.

Vi opponerer ikke kun mod det fattige curriculum, forudbestemte pensa og variation i forståelsen, vi siger, hvad er afsættet for betydelig mængde ægte læretid?
Nysgerrighed.

Vi tordner ikke blot mod den sekventielle formidlingsopdeling af, hvad nogle betragter som adækvat viden, vi siger, hvad er det vigtigste, vi kan tilbyde børn i en fortsat stigende kompleks verden, med en fremtid, der hastigt kommer imod dem?
Innovation og kreativitet.

Vi nøjes ikke med at henvise til de børn, der trives! Vi siger, hvordan kan vi anerkende og møde barnet på dets rettetheder, således at alle børn kan trives i skolen?
Ved at tilbyde psykologisk ilt og omsorg.

Vi formår ikke kun at rette en kritik mod det ubekvemmelige, at der mellem indskrivningen og udskrivningen tilføres læringslede og skolevægring, vi siger, hvad er forudsætningen for læring?
Trivsel.

Vi henviser ikke alene til det begrædelige, at skolen oftest underminerer det børn og unge mener er vigtige FOR dem selv og OM dem selv, vi siger, lad os ikke adskille børn fra deres naturlige talenter! Med hvilken intention?
At leve op til sit fulde potentiale.

Vi står ikke alene fast ved det faktum, at vi fortsat opdeler børn i klasser som på samlebånd, vi siger, hvad er det vigtigste børn har tilfælles?
Den kreative natur.

Vi påstår ikke alene, at børn oftest lærer, at intet er vigtigt eller værd at afslutte, når de ustandseligt afbrydes med klokker og horn, vi siger, hvad er kompetencens afsæt?
Fordybelse.

Vi erklærer ikke blot, at dette at fejle er en naturlig del af dette – AT LÆRE, vi siger, hvad er afsættet for den kultur, der opfatter fejl og ukorrekt viden som en del af et sundt læringsmiljø?
Tryghed.

Den fleksible skole VIL undfanges – og det bliver den

Vi fortsætter. Se! En tale!

Ak. Jeg er blot en læringsrevolutionist:
Det er jeg primært, fordi jeg har gået i blandt dem. Børnene.
Det burde flere prøve.

Så ser man potentialet ved at sætte dem fri. Når man ser det, så er alt vitterligt muligt – i mange udstrækninger af fantasien.

Tryghed – i et klasselokale alene?
VORHERRE BEVARES!

Spørgsmål stilles ikke mere, de er druknet i konformitet.
Diversitet – ha! Druknet i ensretning og magelig rigid struktur.
Talent? Druknet i en gen-pøl af forudbestemt pensum af rigtigt og forkert!
At fejle! VED ALT, DER ER HELLIGT! Vi siger jo netop: “du må ikke fejle!” – og lige dér sker læring oftest!
Læring? Druknet ved undervisningens mellemkomst – som om det var undervisningens formål at tilføre læring – næppe! Timetallet regerer og har kronen, og så længe timetallet sikres, sikres den teknoøkonomiske struktur, der – i overført betydning – synes at have aflivet skolens personale, forældre og børn.
Motiverede og engagerede lærere? For en stund! Men de trættes jo! Hvorfor? MAN SPØRGER SIG SELV. Er det ikke rimeligt?!
Vidensbegærlige og vågne børn? FOR EN STUND! De trættes, for nu skal vi have overstået tvangsfordybelse i drengekongen TUT-ANKH-AMON i 45 minutter! OG ALLE BØRN abonnerer ellers med stor lyst på temaet, der bærer overskriften: EGYPTEN! For en stund!
Tryghed. Så spørg det barn, der netop ikke trives i klassen?

Klasselokalet er ikke innovation.
Det er en situation.

En situation, der oftest kendes på dens mangel på at facilitere læring; tilskyndelse og motivation; fokus på det store fællesskab; nysgerrighed, innovation og kreativitet; psykologisk ilt; trivsel; potentiale; den kreative natur; fordybelse; tryghed. TRYGHED. T-R-Y-G-H-E-D.

Hallo?! De udebliver! Vi kalder dem ‘løbere’ og ved du, hvorfor?
Fordi de løber FRA undervisningen – den, der realiseres i klasselokalet.

Vi har hidtil forsøgt os med at give eleverne skylden, dernæst forældrene, dernæst lærerne og pædagogerne og til sidst lederne. Det er designet, ser du ikke det?
Og uanset, hvor mange gange vi henviser til folkeskolens formålsparagraf – med ord som virkelyst, fordybelse og fantasi, så gør det ikke den almene skolepraksis finere.

Floskler er det, floskler bliver det!

Den fleksible skole vil undfanges, og det bliver den, fordi børn er forskellige.
Den forskellighed bør afspejles i skolerne. Det bliver den bl.a., når teknokratiet møder pædagogikken, didaktikken og psykologien.

Om initiativet og den yderste konsekvens

Hvad bør vi endelig overveje i debatten om de åbne læringsmiljøer? Vi må helt givet forholde os til, om de er anslagsgivende til MULIGHEDER fremfor BEGRÆNSNINGER. Sig! Hvad er den yderste konsekvens af fleksible læringsmiljøer?

Hvordan bliver skolen den bedste fest i byen?
I stedet for at hylde initiativet vedr. rumdidaktik og -design, mødes det med spredehagl; den upræcise og diffus anklage, hvis afsæt er konformitet! Ak! Det var denne mentalitet, der fødte skoledesignet for over 200 år siden! Den ER forældet.
DEN skal brydes ned, for skolen er til opbyggelse, hvad ellers?

Men se, det er netop pointen, min kære læser, at den SKAL opbygges.
Det er hele formålet med MIN anke og anklage. Deri får én sin bæredygtighed.

Siden skolens begyndelse har vi (mis)forstået læring som børns arbejde.

Det standardiserede system gør at skolen, i de fleste tilfælde er baseret på, at tvinge mennesker til, at gøre ting, de ikke er interesseret i.

Denne tvangsbaserede struktur forvandler læring til arbejde. Så læring, som børn biologisk tørster efter, bliver forvandlet til slid – noget man skal undgå, når det er muligt.

Samtidig generer skolen en intens angst for mange elever. Elever der er begyndt, at lære at læse og er lidt langsommere end resten, føler sig ængstelige over, at læse foran andre. De mange test og eksamener skaber angst hos næsten alle, der tager dem alvorligt. Trusler om fiasko og skammen forbundet med fiasko skaber enorm angst hos nogle.

Et grundlæggende psykologisk princip er, at angst hæmmer læring.

Vi har dermed skabt en dobbelt barriere når det kommer til børns læring. Vi har et system, der ikke bare hæmmer læring, men også får eleverne til aktivt at undgå den.

Nuancer og udblik til virkeligheden

Er det forestillingsevnen, der kommer på overarbejde? Hvad er det konkret, vi forestiller os ved de fleksible læringsmiljøer?

Hunger Games?

Det er MANGEL på forestillingsevne, når vi holder fast i, at det bedste vi kan udsætte et barn for gennem et HELT ÅRTI er klasseværelsets fire vægge.

Jeg tror, det er af største betydning at spørge om, hvilke muligheder der er i den danske folkeskole, hvornår, hvor ofte – og i særdeleshed – for hvem? Det er et samfundsøkonomisk spørgsmål, der fordrer en forventningsafstemning, for jeg tror i sandhed, at folkeskolen har taget kvælertag i lysten til at lære mere. I stedet for at skabe en skole med muligheder for alle, har vi skabt et fængsel for den enkelte.

Det er afmagtens institution, hvor realiteten er undervisnings- og læringslede. En institution præget af patologi. Og anlægger vi en test mod skolen selv, inden for neuroticismens felt, ja så scorer vi højt. Her er der uro og her bekymres der. Og første skridt på vejen til en revitalisering af skolen er et realitetstjek ift. timetallets berettigelse, betænkningen bag, fagenes position og prioritering, og dertil et nuanceret perspektiv på intelligens samt et grundlæggende opgør med de systemiske principper, hvori også klasseværelset utvivlsomt indgår.

Gid! Åh GID! Gid du..
Ville bruge din stemme på din tankerækkes konklusion!
Så vi skal facilitere læring med afsæt i det kreative rum, der i nærværende sammenhæng kaldes for klasseværelset? Udmærket. Ved hvilken mellemkomst? Lærerens? Så forfølg den tanke. Se!

Undervisningen er i bedste fald OFTEST reduceret til rent tilsyn og OFTEST objekt for beskæftigelse, som en art jobcenter i børnehøjde. Og vi skal facilitere kreative læringsmiljøer i klasseværelset med betydeligt mængde læretid til følge? Skal vi kalde det undervisning? Fint nok. Det svarer i et sindbillede til at være på kur, uden at tabe sig, og lig sindbilledet, er det spild af tid og spil af energi. For det sker bare IKKE i en struktur, der martrer såvel børn som voksne.

Så næste gang bør én starte der.

Centrale lag i debatten

Når barnet træder ind i skolen, og bliver til en elev, lader der til at ske noget med barnet. I stedet for “hvad er det?” stilles spørgsmålet “hvorfor skal jeg det?”. Det lader til at ordet ‘lyst’ har veget pladsen for ordet ‘tvang’. Tager jeg fejl?

Se! Alt skal meddeles, orienteres, dokumenteres, formidles, og det er i den grad diskretionsberøvende, og lærer-elev-relationen er midlertidig stærkest, når barnet erkender, at det altid måles. Med et urealistisk timetal, i en forældet fagrække, i et fattigt curriculum, er læreren umyndiggjort som lovens formynder, og det er bl.a. dette, der er ved at ryste hele læreridentiteten, og med rette. Hvis du fjerner læring fra regnestykket, er der kun ét forhold tilbage. Undervisning. Derfor har vi også klasselokaler. Det er en undskyldning for et fyldestgørende læringsmiljø, der ærer de kreative og eksperimenterende discipliner, der er børn, voksne og fremtiden værdig.

Det er virkelig en bedrift, at suge al nysgerrigheden ud af et barn, men dette sker, og særligt i mødet med fagrækkens fattige curriculum og generel mangel på muligheder. Endelig er det fordringer, der styrer barnet – oftest imod egen vilje. Fordringer til, hvad barnet bør kunne, bør ville, bør lære, en normativ buffet med tre retter: forudbestemt pensum, forventelige svar og en tilpasningsproces med afsæt i konformitet.

Er det et overgreb mod påstanden om, at klasselokalet er kreativt, og at den fleksible skole ikke nødvendigvis er den mest kreative?

Slet ikke.

Det er lag, der fungerer som bidrag i den diskurs, hvori klasselokalet indgår.
For hvad forstås ved et fleksibelt læringsmiljø? Og hvad forstås ved klasselokalet? Godt. Så forestiller vi os den yderste konsekvens af de to.

Afsluttende bemærkning – en rygdækning

At trygheden skulle være betinget af klasseværelsets fire, mener jeg ganske enkelt er udtryk for åndelig dovenskab.

Der er ikke ét eneste sted i udstrækningen af min fantasi, hvor klasselokalet er en fleksibel skole overlegen. Ikke ét! I øvrigt mener jeg, at sammenligningsgrundlaget er uværdigt for såvel lokalet som skolen.

Alligevel havde jeg brug for at skrive om det.
For det har hobet sig op, og mine noter rækker midlertidigt til flere tusind anslag, men jeg er træt og har allerede nu fået afbrudt mit tankemylder.

Bærer det præg af munddiarré? Så beklager jeg. Det var ikke hensigten.
Ej heller var det hensigten at udæske på et personligt plan. Jeg angriber og anklager den forståelse jeg har af en (i min verden) vild påstand.

Har jeg taget fejl i min forståelse? Så beklager jeg.
Sådan forstod jeg det – nu engang.

I alt det her er der selvfølgelig en gylden middelvej – som i det meste.
Den vej skal vi ind på – sammen. Derfor håber jeg også, at mit bidrag forstås konstruktivt; at det kan være med til at indfange de mange lag, der utvivlsomt er en del af debatten – og kampen i feltet om folkeskolen.

Fugle synger, og så længe de gør det, er der håb.

Og en sidste ting…
Alle forhold, hvori der indgår individuelle handlinger kan anerkendes som kreativt, hvis handlingerne, eller samspillet mellem kompetencer og/eller færdigheder, fører til originale idéer, der har værdi. Originalt – for individet. Værdifuldt – for individet. Så RIGTIG MANGE FORHOLD ELLER SITUATIONER, hvori der indgår mennesker, kan opfattes som værende kreativt. SÅ ALT KAN VÆRE KREATIVT.

MEN – det betyder selvsagt ikke, at det er det.
Herefter bør spøgsmålet lyde: “af de to, altså klasselokalet eller den fleksible skole, hvilken inviterer så oftest til fordybelse i en kreativ proces?”
Og for at svare på det spørgsmål, behøver man, nu vi er ved kreativitet, kun en forestillingsevne.

Og må jeg så afslutte med, at jeg glæder mig rigtig meget til næste måneds blogindlæg, hvor 1. del af løsningsforslaget præsenteres og vendes.

Tak, fordi du læste med.