Skolen er, historisk betinget, et sted, hvor der formidles viden – i håb om, at der er nogle børn, der samler den op, så det kan blive til færdigheder og dermed kompetencer, og også derfor KEDES BØRN, for det eneste der tilbydes dem – er et curriculum af viden; forudbestemt pensa og forudsigelige svar.

Status

Om præcis én måned, har jeg været i gang i ét år.
Hvad har jeg så opnået?

Det korte svar: langt mere end jeg havde troet.

Det lange svar: Jeg har lært, at man skal forholde sig til og tale om det, der brænder i en. Et tankemylder er blevet til handling; en konfrontation med de forhold, der har fyldt i mig – alt for længe. Her spiller skolen, som en institution, en afgørende rolle. Det er gratis at bruge samtlige sociale medier, men det har midlertidigt aldrig været sværere at blive eksponeret og nå ud til alle. Det har jeg også lært. Jeg har opnået samarbejde med personer og organisationer, der kan blive afgørende for den folkelige bevægelse, som synes at være nødvendig for en endelig transformation. Jeg er blevet inspireret, motiveret og oplyst af de signifikante andre, der – ligesom jeg selv – ser nødvendigheden af en revolution inden for skole og uddannelse. Jeg har til tider været nedslået af manglende kreativitet, initiativ og virkelyst for projektet, men har også – i modsvar hertil – været fyldt af en, for mig, helt ukendt energi og lyst til at fortsætte; holde i, holde ud og holde ved! Gensidig og eftertrykkelig respekt og netværk er min rigdom i det her. Disse to er udvidet, og selvom netværket benytter sig af forskellige midler for at nå målet, vedbliver det at være det samme mål – at skabe et sted, der er børn, voksne og fremtiden værdig.

Jeg har lært at være ligeglad med antal følgere, synes-godt-omninger, delinger, ikke fordi det for mig er ligegyldigt, men fordi det oftest kan fjerne fokus fra det, der er essentielt – for mig. Nemlig at skrive, tale, tegne, udtrykke, filme og være en stemme blandt mange, der kæmper for, at skolen skal være den bedste FEST i byen. Jeg vil dog gerne udnytte lejligheden til at takke ALLE, der har bidraget til at få mig ud blandt flere. Dem, der HAR delt, dem, der HAR fulgt, dem, der HAR opmuntret, motiveret og tilskyndet, dem, der HAR kæmpet for, at jeg skal blive ved. Jeg skylder alle disse mennesker tak, og den, altså takken, forsøger jeg at italesætte – hele tiden. Jeg vil takke den, der ikke kender mig, men som alligevel har plantet et frø, som i den grad har spiret, min mentor, min muse, min inspirationskilde. Jeg vil takke den, der har været med hele vejen, og den, der lige har tjekket ind, den første og den sidste. Jeg vil takke min omgangskreds for at holde ud, mens jeg har holdt brandtaler om det, der brænder i mig. Jeg kunne fortsætte med at takke JER.

Men alt det her startede ved en persons mellemkomst, nemlig min.

Derfor vil jeg også gerne takke mig selv.
Jeg vil takke mig selv for at tro på mig.
Jeg vil takke mig for at gøre dét her hårde arbejde.
Jeg vil takke mig for ikke at have én eneste fridag.
Jeg vil takke mig for ikke at give op.
Jeg vil takke mig for at blive ved med at give, og ustandseligt forsøge at give mere, end jeg får igen.
Jeg vil takke mig for at forsøge – at gøre mere rigtigt, end forkert.
Jeg vil takke mig for – gennem det hele – blot at være mig.
Jeg vil takke mig for at forsøge, at leve op til mit fulde potentiale.
Jeg vil takke mig for mit mod.
Jeg vil takke mig for at blive ved.

En superkolofantalistieksplialisofisk milepæl

Det er med stolthed i skrivningen, at jeg nu kan offentliggøre og løfte sløret for den samarbejdende natur. Projektlederen for en tænketank, en græsrodsorganisation, der har formået at samle en række personer, der alle vil det samme, er nogle af dem, jeg har samarbejdet og vil samarbejde med. Der er således nedsat et transformationsteam og første workshop har allerede – med stor gejst til følge – været faciliteret. Det næste er undervejs, og jeg var og er – mildest talt – ganske rørt over dét initiativ og den energi, der var tilstede her. Netværket får her min største hyldest. Intet mindre. På kort tid har disse mennesker formået at samle, lede og dele, som inspiration til vækkelse. Den vækkelse er ved at ske, og formålet er nu at accellere processen.

MEN, hvorfor nu denne jubel? Det skyldes helt klart ovenstående!
Men, MEN, M E N.

For præcis en måned siden berettede jeg om, at nærværende blogindlæg skulle blive interessant for læseren (læs: den nysgerrige), for jeg her ville blive meget konkret. For handling SKAL der til. De store ord om, hvordan skolen kunne blive bedre – er mange. Hele sætninger er spundet ud fra tankesind blandt mennesker, der har erfaret, været vidne, oplevet – den, altså skolen. Vi behøves ikke flere, blot vi pr. omgående rettede os mod den opbyggelige tanke det er – at sætte læringen fri. Fri for dogmatiske, dovne, konformiterende og forældede systemiske principer, der i alle udstrækninger taler imod den overdøvende evidens, der retter sig mod den bedste af tænkelige skoler. Sådan forholder det sig, at det vi gør – her til lands – er tæt på, hvis ikke fuldstændig – idiotisk.

Hvem forsvarer, at skolen er bedst – sådan som den er?
DIG vil jeg gerne tale med.
Men vid, at du står med bevisbyrden.

Og efter noget tid, så vil du bede mig om at blive vældig konkret.
For nu vil du høre om alternativet. Med korslagte arme vil du forsøge at lytte, for du er slet ikke klar, du sidder fast – ÆV! Du vil have noget, hvor du kan sige: “Det kan ikke lade sig gøre!”
Så derfor forsøger du med: “Så bliv dog konkret, menneske!” – og det vil jeg.

>> Så nu – mine damer og herrer – griber vi tyren ved FUCKING hornene. <<

Lige nu – som i: LIGE NU. Er løsningsforslagets 1. del offentliggjort her på siden.
Vi har selvfølgelig kaldt det: OPTIMAL UDDANNELSE, hvad ellers? Nå ja, eller: NY SKOLE. For at gøre det overskueligt, har vi samlet det i kort form og forsøgt at gøre det læsevenligt for absolut ALLE. Derfor står det i brochureform, og du kan, hvis du er helt vild med det, se eller downloade det som en PDF. Fint ikke? Gu’ er det så. Det er midlertidigt det mest ambitiøse løsningsforslag siden vi opfandt skolen.

“Du er så kæphøj, Simon” – det kan du fandme tro!

Det sker ikke blot ved tanken om denne offentliggørelse, men ved det, der kommer efter. I 3 dele skal løsningsforslaget stå, og herefter skal jeg gøre mit til at få det ud og helt derop, hvor det bl.a. hører hjemme: i et ministerium.

Løsningsforslaget

Allerede nu er jeg konkret, ikke? Jeg henviser jo til brochuren, den kan du læse.
Men du kan også læse indlægget til ende, for jeg er ikke færdig, min kære læser!
Jeg vil så gerne forklare dig om løsningsforslagets 3 dele.
Det består i sin enkelthed af en transformation af de systemiske principper.

1. del beskriver den nye platform, der skal tilbyde et nyt curriculum af viden.
Lige nu abonnerer landets skoler på dyrekøbte web-forlag, undervisningsportaler, lærerbøger, koncepter og endnu værre, så sætter man dyrekøbte lærere til at facilitere brugen i disse – ved timetallets mellemkomst, 45 minutter her, 45 minutter der. Timer, dage, uger, år, årti!

2. del beskriver en ny undervisningspraksis, der skal tilbyde et curriculum af spørgsmål. For børn ER nysgerrige, videbegærlige, kreative, initiativ- og idérige, eventyrlystne, eksperimenterende – JA – de er! Og meget mere, men det er kun i ringe grad, at disse egenskaber opelskes. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved.
Vi skal finde talentet, gøre skolen til det sted, man som barn higer efter, for her tillades fordybelse – i absolut alle koncepter. Hvor fattig har vi ikke gjort verden, når vi fastholder, at den bedst formidles gennem sølle 18 fag gennem ét årti?! Skolen er designet til den gennemsnitlige elev, og netop derfor er den designet til absolut – INGEN.

3. del beskriver den nye begyndelse på den læringsrejse, der i det nye design vil fastholde lysten til at lære, nemlig legens revitalisering. For mens skolen er rykket ud af skolerne – som i: uden for den læres der mest, skal legen hjem til der, hvor den burde høre til – som en selvskreven selvfølgelighed for den institution, der gerne vil bryste sig ved – at være den, der faciliterer PROCESSER MED ÆGTE LÆRETID TIL FØLGE. Hallo?! LEGEN ER JO VIDNE HEROM, eller har du ikke set børn lege? Er det useriøst at lege? DUMME MENNESKE! Ikke dig, min læser.

Jeg trækker lige vejret dybt, inden jeg skriver videre.
Sådan.

Nu er det præsenteret – I MEGET KORT FORM, så gear lige HELT ned, inden du begynder at producere en masse tanker om, hvordan ovenstående IKKE kan lade sig gøre. I øvrigt er vi slet ikke færdige.
Det er absolut ikke fordi, at det skal synes simpelt, tværtom!
Jeg havde bare brug for at nævne det her, fordi det for mig er en gigantisk milepæl.
Løsningsforslaget er originalt, ambitiøst – OG for første gang i en centralstyret kontekst – baseret på empiri og FUCKING viden.

Kan du slet ikke vente med at gennemlæse 1. del af løsningsforslaget, kan du klike her: Optimal Uddannelse (1. del) (linket åbner i en ny fane).

Jeg har så længe…

Ville frigive noget tid til lærerne og pædagogerne!
Min antivirksomhed – i alt det her – har været og er timetallet.
For her spildes dygtige, ambitiøse, relationsskabende, værdifulde, kompetente og veluddannede læreres tid, energi og potentiale. Her tager ligegyldigheden kvælertag, og langsomt forsvinder det initiativ, den idérigdom, den VIRKELYST, som kunne mediere – det bedste sted at være og lære.
I stedet er det blevet – det værste sted at være og lære.

Det er et hamsterhjul – og lige om lidt tager vi os til hovedet, for det knirker og piber, for maskineriet er kørt så tørt, at ikke engang olien formår at trænge ind og udbedre knirkeriet og piberiet! Og FUCK, hvor er det kedeligt, latterligt, dumt, idiotisk, imbecilt, tåbeligt, ærgerligt og sørgeligt  dét her! FUCK! FUCK!

Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter timetallet – i øvrigt.
Ønsker vi at gøre centralstyringen til noget meningsfuldt, så start med at ensrette frihedsgraden til de danske folkeskoler. LAD DEM afprøve nye undervisningspraksisser, uden noget MEN, uden TIMETAL, uden FAGPRIORITERING, giv dem muligheden; tilliden! Og hvis ikke det sker for oven, så sker det dæleme fra neden!

På et tidspunkt skabes der en forsøgspraksis (læs: ny praksis), der er så overvældende fremragende udi SAMTLIGE forhold, at den er arketypen på den perfekte skole, hvorfor kommunalbestyrelserne pr. omgående må suspenderes de beføjelser, der oftest begrænser modsat frisætter og muliggør. Her er det ikke en hemmelighed, at loven i sig selv er forbryderen, ikke kun fordi den tager livtag med sig selv i mødet med formålet, men fordi den lader noget så TANKEVÆKKENDE LIGEGYLDIGT FOR EN LÆRINGSPROCES ENDSIGE SKOLE som en kommunalbestyrrelse være myndighed for skolens virke.

Vi skal til at stille de rigtige spørgsmål i det her land.
Her er et par stykker, når det drejer sig om den danske folkeskole.

Forefindes betydelig mængde ægte læretid – i den danske folkeskole?
Gives der mulighed for fordybelse – i den danske folkeskole?
I hvilket omfang opelsker skolen barnets mulige talenter, og i så fald, hvad gør den for at fastholde disse – i den danske folkeskole?
Hvad menes der om leg – i den danske folkeskole?
I hvilken udstrækning udvikles det kreative potentiale, der synes at findes i ethvert barn – i den danske folkeskole?
Hvordan fastholdes nysgerrigheden og lysten til at lære – i den danske folkeskole?
Forholder det sig sådan, at de fleste trives – i den danske folkeskole?
Hvilke muligheder er der i den danske folkeskole – hvor ofte, hvordan og for hvem?

Og
vi
kunne
fortsætte.

Lad os i stedet underholde tanken om, at der sker utrolig meget læring uden for skolen. Er det ikke sandt? Ok. Det, der krævede dyrekøbte klavertimer hos en uddannet musiklærer på en musikskole – er i dag – erstattet med evnen til at stave følgende: how to play (indsæt sang her), på YouTube. Og se! Det var bare ét medie ud af nærmest uendeligt mange. Derfor er det slet ikke urimeligt, når jeg siger, at det meste læres UDEN FOR skolen, ganske simpelt, fordi det er nemmere, sjovere, og i øvrigt ikke tager afsæt i SKAL, men i stedet KAN.

Og ved du i øvrigt, hvad det minder om, min kære læser?
Det minder om leg. Skal vi lige dvæle ved legen? NEJ, men hvis du vil kan du klikke på billedet herunder:

Legens karakteristika bør være selvskreven i det omfang, hvor nogen overhovedet forgriber sig på ordet LÆRING, eller i hvertfald dér, hvor man hævder, at den sker! For de er mange, og de er berigende for det barn, der får lov. Nemlig. Og hurra for det.

Den nye platform, den nye undervisningspraksis og legens værdisæt

Hvor kun lærerens dovenskab og dårskab, et helt MINISTERIUM og ét folketing står i vejen..
Er midlet, hvormed skolen vitterligt gøres til den bedste fest i byen.

Og tror vi nu, at pandemien bliver udslagsgivende for en ny og fyldestgørende skolegang, så tager vi fejl. Som minimum kræver det en lovændring, og alligevel ses der ikke til, hvordan det er de systemiske principper, hvormed skolens grundstruktur er sat, der her er den store forbryder.

Og jeg skal blive mere konkret – i retningen mod det nye design.
Her er det mest konkrete jeg nogensinde har frembragt:

Det er det jeg kalder – et forslag.
08.00-10.00 – Obligatorisk ‘undervisning’ med afsæt i den nye digitale platform.

10.00-12.00 – Curriculum af spørgsmål (en ny rumdidaktik, med problem- og projektbaseret læring, en indførsel i umådeligt mange koncepter og discipliner, og hvor forståelsen holdes fast, men hvor tiden (for første gang i en skolesammenhæng) holdes fast. Lærerne og pædagogerne faciliterer her workshops, ikke nødvendigvis baseret på fag, men i den grad også egeninteresse, lyst og idévirksomhed.

12.00-14.00 – Fordybelse, fortsættelse, leg. Her bliver skole til skole. For skole betyder fri-tid. Må de gøre, hvad de vil? Ja. Hvad ellers? I øvrigt kan lærernes og pædagogernes workshops fortsætte her, som et reelt tilbud, hvor noget så indlysende fint som FRI VILJE, bliver udslagsgivende for barnets deltagelse i nærværende workshop.

Selvfølgelig skal ovenstående uddybes, men senere! Nu gælder det forslagets – første led. Den digitale platform. Derfor opfordrer jeg nok engang til at gennemlæse brochuren – her på hjemmesiden.

Og endelig en afslutning på dette lange indlæg.
Lad os forudsætte, at barnet har lært at læse, skrive og regne.
Hvad er så den yderste konsekvens af legens karakteristika som læringsproces og værdisæt gennem ét årti? Hvad er så den yderste konsekvens af autonomi som afsæt for fordybelse i utallige koncepter, hvorom også lærere INTET ANER?
Jeg tror sømænd bare, at vi har skabt et fundament for den institution, hvor alt giver mening, sammenhæng og retning.

Nogle siger, at vi udøver fremragende skolepraksis.
Jeg siger, sludder! Vi udøver den nemmeste skolepraksis.

Jammerligt!

Skolen er, historisk betinget, et sted, hvor der formidles viden – i håb om, at der er nogle børn, der samler den op, så det kan blive til færdigheder og dermed kompetencer, og også derfor KEDES BØRN, for det eneste der tilbydes dem – er et curriculum af viden; forudbestemt pensa og forudsigelige svar.

Derfor kan det slet ikke undre nogen, at der sidder børn i 4. klasse, der allerede er skoletrætte;
Derfor kan det slet ikke undre nogen, at der findes ‘løbere’ (børn, der løber fra undervisningen);
Derfor kan det slet ikke undre nogen, at der mellem indskrivningen og udskrivningen tilføres læringslede og skolevægring;
Derfor kan det slet ikke undre nogen, at skolen står i vejen for uddannelse.

“Waaaaaaah” – jammer! “Jeg vil ikke af med mit fag!”
Jeg siger: “Nu, for første gang, har du mulighed for at BLIVE DIT FAG! Hvordan spørges der? Ved at give dig friheden og timerne til at facilitere sådanne rum, hvor fagenes reelle fagpraksis udfoldes.

“Jamen, jeg kan godt li’ at undervise i engelsk!”

Ja ja, men det kan børnene nødvendigvis IKKE.
Og det er i høj grad dét, som det handler om.

“De bliver i så fald FORKÆLET!”
OG? HVAD? SÅ?

Hvad er den yderste konsekvens? Læring?
Hvad er så problemet? Dig? Av.

Og nu afslutter jeg. Herunder et værdisæt til brug i transformationen:

FOR AT FÅ NOGET, SOM VI IKKE HAR HAFT FØR,
MÅ VI GØRE NOGET, SOM VI IKKE HAR GJORT FØR.

Og slutteligt, hvad er så det primære formål med løsningsforslagets 1. led?
At frisætte lærerne, for dermed at frisætte eleverne.