Barnet fødes hjælpeløst, ude af stand til at gå, spise selv, eller tale i sprog. Til at understøtte denne udvikling findes den voksne, moderen, faderen, omsorgsgiveren, der tilbyder barnet at mime sig til mere adækvate færdigheder.

Når barnet træder ind i førskole- og skolekontekst påbegyndes en ny rejse, en ny udvikling. Det er målet om at opnå sociale færdigheder, hvor dette understøttes af de jævnaldrende, der er omkring barnet og særligt kulturen, hvori den voksne indgår, hvis opgave det er, at understøtte barnets evne til at tage beslutninger og handle selv. I nærværende giver det mening, at operere med skolen som et samfund, et mikro-samfund.

Endelig skal barnet lære at tilpasse sig kulturen, reglerne og normerne, og agere i overensstemmelse med det, der opfattes som acceptabelt af andre.

Målet for hele den samlede udvikling er, at barnet udvikler autonomi og selvtilstrækkelighed, får tillid til egne evner. Evnen til at handle selv og for sig selv.

Det er et nyt pædagogisk paradoks, eller en videreudvikling af det allerede etablerede paradoks.

  1. At være opmærksom på de standarder og forventinger, der er omkring os
  2. Blive stærke nok til at agere trods disse standarder og forventninger, når vi føler det nødvendigt.

Så langt så godt. Dette er teorien, forklaret på en simpel måde.

Hvordan kan vi se, overhovedet påstå, at barnet mimer jævnaldrende?

Ved at observere barnet kan man se, at det emulerer sociale færdigheder, med afsæt i det, barnet observerer. I den forbindelse kan vi opsætte tænkte eksempler. I et miljø, hvor børn slås som led i en social interaktion, hvor sproget ikke er tiltrækkeligt, hvorfor der tys til andre midler, vil barnet i andre sammenhænge ty til samme adfærd, indtil barnet finder ud af, at denne adfærd ikke opfattes acceptabelt af de andre jævnaldrende, hvorfor barnet langsomt finder ud af, at det må forfine sine sociale færdigheder.

I andre sammenhænge er det denne mimen, der sætter hele klasser i et limbo, der retter sig mod en giftig kultur, hvor tilpasningen til kulturen, reglerne og normerne, og det, der er i overensstemmelse med det, der opfattes som acceptabelt af andre, er dikteret af enkelte få børn. Det er med afsæt i dette, at vi kan hævde, at barnet mimer jævnaldrende. Dersom barnet var autonomt og selvtilstrækkeligt, var der ikke et behov for at mime, men dette sker, som led i en udvikling, hvis mål er, at sætte barnet i stand til at handle selv og for sig selv.

Giftig kultur, hvordan, hvorfor?

Den giftige kultur opstår, når enkelte børn dikterer, hvad der er reglerne, normerne, og det, der er i overensstemmelse med det, der opfattes som acceptabelt af andre. Når den er betegnet som giftig skyldes det, at den for det første er skadelig, idet den direkte bremser barnets udvikling i retning mod formålet med at gå i skole eksempelvis. For det andet gælder det, at barnet ikke formår at komme videre herfra, idet barnet hele tiden må rette sig mod den signifikante anden, og dennes definition af rigtig og forkert, i et forsøg på at tilgodese så mange som muligt, i håb om ikke at dømmes. Det barn, der i dette nu, befinder sig her, vil altid rette sig mod den anden/de andre, i håb om at finde ud af, hvad denne nu skal gøre, for ikke at blive dømt. Kulturen har med andre ord magten, og det er i dette spil, at læreren skal forsøge sig med at understøtte barnets evne til at tage beslutninger og handle selv. Men hvis dette at handle selv står i modsætning til den etablerede kultur, ja så kommer den voksne hurtigt til kort.

Limbo af mimeri

Hvem er de jævnaldrende, hvis barnet leger nedad, eller opad?

De jævnaldrende dækker ikke kun over den gruppe som barnet tilbringer flest timer med, i eksempelvis en klasse op gennem skoletiden. Hvad de voksne omkring barnet kan observere er, om barnet beskæftiger sig med alderssvarende børn, eller ikke alderssvarende børn, enten opad, eller nedad. I kobling til den giftige kultur, kan de, der dikterer, hvad reglerne, normerne, og det, der er i overensstemmelse med det, der opfattes som acceptabelt af andre, undertiden opstå i retning mod andre grupper desuagtet alder. Den giftige kultur, kan således ikke siges direkte, at stamme fra den enkelte klasse, men er i denne sammenhæng et produkt af mange kulturer, hvor nogle kulturer af myriader af grunde, har og tillægges mere betydning end andre.

Nedad

Dette forsøg på at tilgodese alle, således barnet ikke dømmes, er hvad man kan observere ved den adfærd, hvor barnet leger nedad. Det er givetvis lettere for barnet, at optræde autonomt og selvtilstrækkeligt, der hvor der ikke uden videre stilles spørgsmål til legens form, eller indholdet i den sociale interaktion, endsige hvordan, der opereres i denne sociale kontekst. Barnet er dog ikke autonomt og selvtilstrækkeligt, selvom det måske afprøver evnen til at handle selv og for sig selv, er det ikke ensbetydende med, at barnet har opnået autonomitet og selvtilstrækkelighed. I nogle tilfælde kan denne retning skyldes, at de sociale færdigheder indenfor den nærmeste gruppe har slået fejl. At det barnet opfatter som overensstemmelse med det, der er korrekt, ikke opfattes som acceptabelt af de andre i gruppen, hvorfor dette barn søger accept andetsteds.

Opad

Når barnet søger opad, skyldes det, at de sociale færdigheder, der er tillært er sket ved en ældres, eller nogle ældres mellemkomst. Det vil sige, at regler, normer og acceptabel adfærd er tilvejebragt i observationer rettet mod et barn, eller en gruppe, der ikke er alderssvarende. Den dominerende kultur desuagtet denne kan kendes som god, eller skadelig, er et produkt af etablerede regler og normer, hvor du dømmes ud fra, hvorvidt du er en del af denne kultur, eller ej. Det er et endeløst forsøg på at tilgodese så mange som muligt, i håbet om ikke at blive dømt, og hvis den dominerende kultur, det, der opfattes som acceptabelt af andre, er, at det er korrekt at tale nedsættende om andre, anvende skældsord m.v., ja så er det direkte den kultur, der fastholder barnet i denne fase, og aldrig bliver i stand til at tage stilling og handle selv og for sig selv. Helt tydeligt er dette, hvis man observerer, hvordan et barn påvirkes ved at fjerne kulturens skadelige kilde, hvori det må forholde sig til den nye kultur, med nye regler, nye normer, fordring om en ny adfærd i overensstemmelse med det, der opfattes som acceptabelt af andre.

Uanset, hvor du befinder dig i disse lag gælder det, at du først udvikler dig videre, i det øjeblik at du har udviklet autonomi og selvtilstrækkelighed, således du har tillid til egen evne. Evnen til at handle selv og for sig selv.

Det er balancen mellem, at være opmærksom på de standarder og forventninger, der er omkring sig selv, men også være stærk nok til at agere på trods af disse standarder og forventninger, når man føler det nødvendigt. Denne trods sker først, når en ophører med at mime, og i stedet handler selv og for sig selv, uden retning mod den anden, eller de andre. Det er ikke kun børn, der mimer. Nogle voksne, inklusiv mig frem til jeg startede denne art kreative virksomhed, mimer fortsat. Hvad enten vi i refleksiv fordybelse med ligesindede relationer mimer Kierkegaard, Løgstrup eller Grundtvig, eller sammen med familien diskuterer politiske holdninger med afsæt i vor indre billede af hin politiker, forherliget eller forhadt, udi offentlig transport, velfærd, integration, mv., eller i en art kongens efterfølger med vores idol som kongen; væremåde, stil og tankesæt. Forestil dig, hvor mange i det ganske land, der mimer?

Kultur

Hvad hvis det ikke er acceptabelt at lave fejl?

Hvis kulturen, herunder forstået som standarden, normen og det, der opfattes som acceptabelt af andre er, at det gælder om ikke at fejle, vil barnet mime sig gennem tilværelsen i retning mod successivt og kontinuerligt at reducere fejl, idet fejlen ikke opfattes som acceptabel af de andre. Konsekvensen for en sådan mimen er givetvis, at barnet vil forholde sig mere passivt og ophøre med at udtrykke sig i sociale kontekster, idet dommen vil falde, dersom der fejles, også derfor ophører udviklingen rettet mod det at blive selvtilstrækkelig, idet det at handle selv og for sig selv, idet barnet fortsætter med at tilgodese kulturens medlemmer. Det at fejle står med andre ord i modsætning til det at handle selv og for sig selv, idet en sådan evnes essens er mod og vilje. Mod og vilje til at handle. Mod til at trodse kulturen, og viljen til at gennemføre handlingen.

Standarder og forventninger (at handle i trods?)

Det lugter af det pædagogiske paradoks. At barnet lærer at være opmærksom på de standarder og forventinger, der er omkring det, men samtidig er stærk til at agere på trods af disse standarder og forventinger, når det føler, det er nødvendigt.

På en måde kan man sige, at det er villigheden til at fejle, der bliver løsningen på et sådant paradoks. Villig til at opsøge nye områder, nye forståelser, nye regler og normer, deraf lære og agere i trods, idet barnet er selvstændigt og -tilstrækkeligt. Det er med afsæt i denne sondring, at et værdigrundlag fødes, og barnet ‘bliver’ unikt, og næste rejse handler så om at finde ud af netop dette. At forskellen på godt og ondt ikke findes i mimen, men i et værdigrundlag i barnet selv.

Hvad med de børn, der tydeligt ikke ønsker at tilgodese andre? Skyldes det, at de sidder fast i en tidligere fase, eller skyldes det noget andet, andre kulturer?

Det er nødvendigt at finde en overordnet paraply, for at udfolde dette nærmere.

Derfor anvender jeg ordet miljø, som er divergerende kulturer overordnet. Det skal altså forstås som om, at barnet udvikler sig i et miljø, der er defineret ud fra de forskellige kulturer som barnet er en del af, med særlig kobling til sociale færdigheder.

Den kultur, der definerer barnets sociale færdigheder udi samtlige sociale interaktioner, er den kultur, hvor barnet i mimen har tilgodeset de andre i en sådan grad, at det sjældent, eller aldrig er blevet dømt. Denne tillærte adfærd er den, barnet emulerer ind i andre kulturer iøvrigt. Og grunden til, at den ikke kan knægtes skyldes netop den dømmende adfærd i de andre kulturer, hvorfor barnet oftest vil søge tilbage til det sted, hvor sådanne domme ikke optræder, fordi barnet netop er i stand til at tilgodese denne specifikke kultur. Det er givet, at en sådan adfærd er skadelig, idet det hensætter barnet i evig mimen, i en kultur, der ikke kan applikeres til de andre kulturer med deres regler, normer og opfattelse af acceptabel adfærd. Med andre ord befinder barnet sig i et limbo, en lammende tilstand, der gør barnet ude af stand til at handle selv og for sig selv.

Det er givet, at løsningen her er kompleks. Grunden til at nogle børn kommer videre herfra er i det øjeblik, at de gang på gang korrigeres i deres sociale færdigheder, indtil de ankommer til det punkt, hvor de ikke korrigeres længere, og ud fra dette selv handler, i overensstemmelse med det tillærte. Det er i det øjeblik, at de stopper med at mime. Også derfor bliver det centralt, at barnet så hurtigt som muligt tilskyndes og motiveres – en understøttelse af barnets evne til at tage beslutninger og handle selv.

Et nyt tilbud

Redningen i rejsen mod højere udviklingslag – om den voksne og psykologisk ilt

Løsningen bliver den voksne, hvis opgave det er, at understøtte barnets evne til at tage beslutninger og handle selv.

Mimen tager retning mod det miljø, hvor den psykologiske ilt er mest tilstede. Dersom et nyt tilbud indeholder større mængder af psykologisk ilt, vil barnet altså rette sig mod dette. Gevinsten ved denne orientering er den voksnes intervention i tilskyndelse og motivation, der har det ene formål at påvirke barnet til selv at tage stilling og handle. Ved fraværet af et adækvat miljø, der kan foretage dette skifte, vil barnet, den unge, senere den voksne slet og ret forblive i et limbo af mimeri. Endelig henvender jeg mig til dig. Det er lige gået op for mig, at jeg har glemt dig. Dig, min kære læser. Hvornår stoppede du med at mime andre? Eller indser du nu, at du ikke et stoppet med det? Hvilket tilbud benytter du dig mest af i livet? Hvor bliver du set, som den du er? Hvor bliver du udfordret? Hvor oplever du, at du hører til? Hvor tør du at fejle? Hvis dette gælder dig, hvorfor skulle det så ikke også gælde for et barn?

Limbo af mimeri (forståelsesmodel)